Holger Rune overvinder bosnier og stryger i semifinale
Holger Rune spiller lørdag semifinale i Challenger-turneringen i Bergamo. (Arkivfoto) Foto: Sarah Stier/Ritzau Scanpix
Sarah Stier/Ritzau Scanpix
Holger Rune var overlegen i tredje sæt, da han slog Damir Dzumhur i Challenger-turneringen i Bergamo.
Holger Rune er videre til semifinalerne i Challenger-turneringen i Bergamo.
Fredag nedkæmpede danskeren Damir Dzumhur med 7-6, 2-6, 6-1 i en kamp, hvor især første sæt var et stort drama og en noget speciel omgang.
Lørdag skal Rune op mod den 23-årige slovak Alex Molcan, der er topseedet i turnering og nummer 114 på verdensranglisten.
Rune er selv tredjeseedet og nummer 118 i verden.
Hverken Rune eller Dzumhur fik styr på egne servepartier i starten af fredagens kvartfinale, og efter tre servegennembrud til hver stod den 4-3 til bosnieren, inden serverne fik højere kvalitet.
Spillerne holdt deres server frem til en afgørende og nervepirrende tiebreak, hvor Dzumhur missede en sætbold, og hvor en godt fightende Rune efterfølgende først fik udnyttet sin fjerde af slagsen og vandt 11-9.
Det ujævne forløb og den intense afslutning gav anledninger til flere åbenlyse frustrationer på begge sider af nettet.
Danskeren håndterede det i første omgang inde i sig selv, mens bosnieren omvendt flere gange kom ud i højlydte skænderier med dommeren.
Men i tiebreaket kom også Rune med et frustreret udbrud, efter at en linjedommer tilsyneladende havde begået en stor og afgørende fejl, der gik danskeren imod.
Andet sæt var langt mere ensidigt. Dzumhur brød til 1-0 og igen til 5-2, inden han servede sættet hjem uden problemer.
Tredje sæt åbnede med, at Dzumhur igen brød Rune og kom foran 1-0
Men denne gang svarede den unge dansker straks tilbage og tog i alt seks partier i træk på trods af en behandlingspause undervejs.
Allerede fredag stod det klart, at Rune i næste uge er blandt de otte spillere, der tørner sammen i de unges sæsonfinale, Next Gen ATP Finals, i Milano.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker