Holger Rune påpeger mentale mangler efter debutnederlag
Holger Rune vandt otte af kampens første ti partier, men endte med at tabe 6-2, 4-6, 3-6 til Albert Ramos-Viñolas. Foto: Oscar Roberto Castro/Ritzau Scanpix
Oscar Roberto Castro/Ritzau Scanpix
Spillemæssigt føler Holger Rune sig klar til at udfordre de bedste, men mentalt er han endnu ikke helt klar.
Det 17-årige danske tennistalent Holger Rune var tirsdag aften tæt på at snuppe en fornem skalp, da han for første gang i karrieren deltog i en ATP-turnering.
Rune, der rangerer som nummer 406 på verdensranglisten, havde fået et wildcard til Argentina Open, hvor han længe havde et særdeles godt tag på verdens nummer 46, Albert Ramos-Viñolas fra Spanien.
Danskeren vandt første sæt med 6-2 og førte med 2-0 i andet sæt, inden spanieren fik overtaget og vandt de to sidste sæt med 6-4, 6-3.
Derfor var Rune skuffet, men han nåede at vise, at han spillemæssigt sagtens kan være med på sportens højeste niveau.
- Jeg startede godt i første sæt og spillede min gameplan til perfektion. Det er ikke for at lyde overlegen eller noget, men han kunne næsten ikke følge med i mit tempo. Mit niveau, min form og mit spil er der til at kunne slå de her drenge, siger Rune på det efterfølgende pressemøde ifølge TV2 Sport.
- Men mentalt er jeg åbenbart ikke helt klar, tilføjer den unge dansker.
Albert Ramos-Viñolas bad i andet sæt om at få behandling, men Runes fornemmelse var, at spanieren intet fejlede, men blot ønskede pausen for at bryde danskerens rytme.
- Han prøvede at komme ind i hovedet på mig, og jeg prøvede bare at fokusere så meget på mig selv som muligt, fortæller Rune.
Det er ikke første gang i seniorkarrieren, at Holger Rune oplever, at en modstander forsøger at slå ham med mentale kneb.
I december følte han sig groft chikaneret i finalenederlaget til svensk-rumæneren Dragos Nicolae Madaras ved en ITF-turnering i tyrkiske Antalya.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker