Holger Rune vender tilbage på grus med klart nederlag
Holger Rune er her fotograferet under Wimbledon, hvor han kun nåede at spille en enkelt kamp. Foto: Kirsty Wigglesworth/Ritzau Scanpix
Holger Rune er ude efter første runde i Båstad. Danskeren tabte overraskende til useedet schweizer.
En tilbagevenden til det røde grus har umiddelbart ikke vendt tennislykken for teenageren Holger Rune.
Tirsdag eftermiddag tabte det danske tennishåb i første runde af en ATP-turnering i svenske Båstad med 3-6, 4-6 til den useedede schweizer Marc-Andrea Hüsler, verdensranglistens nummer 108.
Holger Rune var seedet som nummer syv i den svenske turnering, men må altså hurtigt rejse videre igen.
Danskeren har ikke vundet en kamp siden fjerde runde i French Open 30. maj. Siden er det blevet til fem nederlag i træk, hvoraf de seneste har været i græsturneringerne i Halle, Eastbourne og Wimbledon og nu altså på grus i Båstad.
Rune var favorit til mødet med den velservende schweizer, men det tog kun omkring 20 minutter, før Holger Rune var bagud 0-5.
Om det var et udtryk for et søvnigt boldøje eller blot for lige at købe sig et par sekunders mere ro skal være usagt, men ved stillingen 0-4 brugte en småfrustreret Rune en challenge, selv om den åbenlyst ville være forgæves.
Efter den lidt spøjse hændelse virkede Rune en smule mere som sig selv og fik pludselig gavn af at være lidt mere bevægelig end sin modstander. Selv om det ikke kunne redde første sæt, undgik danskeren et æg og fik samtidig vist, at han var i stand til at bryde Hüsler.
I et mere jævnbyrdigt andet sæt blev Rune brudt ved 1-2, og siden forsømte danskeren tre muligheder for at bryde tilbage. Det fjernede den sidste gnist, og derfor kunne Hüsler fuldende en af karrierens store bedrifter.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde