Holland fokuserer kun på at slå Danmark

En sejr over Danmark ved EM tæller mere end alt andet for den hollandske landstræner, Bert van Marwijk.

For Hollands vedkommende skal der ikke være fokus på noget andet end den første kamp mod Danmark, selv om hollænderne også er kommet i EM-gruppe med Portugal og Tyskland.

- Jeg tænker overhovedet ikke på kampen mod Tyskland. Jeg kigger kun på den første kamp. For mig er den første kamp den mest vigtige.

- Ved VM var det nøjagtig det samme; vi spillede også vores første kamp mod Danmark, og det skal vi nu igen, siger Bert van Marwijk.

- Så det vil blive nøjagtig det samme. Vi er bare nødt til at vinde kampen. Jeg mener, at hvis vi vil spille en betydende rolle, så er vi nødt til at vinde den første kamp. Alt bør fokuseres på det fra nu af, understreger han.

Ved VM i Sydafrika sidste år vandt Holland 2-0 over Danmark i den første kamp, og hollænderne endte med at nå helt frem til VM-finalen, hvor det blev til et nederlag til Spanien.

Denne gang bliver det sværere at nå så langt på grund af den indledende skrækpulje.

- Det er den hårdeste gruppe. Det er alle enige om. Jeg har mødt alle trænerne, og ingen af dem så glade ud. Jeg tror, alle har respekt for hinanden.

- Alle landene kender hinanden godt. For nylig tabte vi til Tyskland. Det er en stor udfordring at være med i denne gruppe.

- Der vil blive spillet flotte kampe, og man vil næsten allerede gerne spille kampene nu, fordi man er i form nu. Det vil spillerne også gerne, siger Bert van Marwijk.

Danmark indleder sit EM med gruppekampen mod Holland 9. juni i Ukraine.

/ritzau/

Den hollandske landstræner Bert van Marwijk gør det klart, at Danmark skal besejres i den første EM-kamp.

Offentliggjort Sidst opdateret