Holland hyrer Advocaat og gør Gullit til assistent
Dick Advocaat bliver landstræner for Holland for tredje gang. Foto: /ritzau/AP/Peter Dejong
/ritzau/AP/Peter Dejong
Det er tirsdag blevet bekræftet, at Dick Advocaat skal være hollandsk landstræner i fodbold for tredje gang.
Trænerveteranen Dick Advocaat har i længere tid været sat i forbindelse med det ledige job som hollandsk landstræner.
Tirsdag bekræftede Det Hollandske Fodboldforbund (KNVB), at 69-årige Advocaat er ansat.
Advocaat, som i øjeblikket er cheftræner for Simon Kjær i den tyrkiske storklub Fenerbahce, får legenden Ruud Gullit som assistent.
Gullit blev europamester med Holland i 1988 og scorede det ene af to mål i finalen mod Sovjetunionen. Det andet blev sat ind af Marco van Basten.
Advocaat bliver den ældste landstræner i Hollands historie. Den tidligere Sunderland-manager erstatter Danny Blind, som fik sparket i slutningen af marts.
Advocaat har været landstræner i hjemlandet to gange tidligere - fra 1992 til 1994 og fra 2002 til 2004.
Ved VM i USA i 1994 førte Advocaat Holland i kvartfinalen, hvor det blev til et knebent 2-3-nederlag til Brasiliens senere verdensmestre.
I 2004 nåede Holland frem til semifinalen ved EM, hvor hollænderne tabte 1-2 til Portugals værter. Herefter stoppede Advocaat igen som landstræner.
Holland er kommet dårligt fra start i VM-kvalifikationen og er i fare for at gå glip af næste års slutrunde i Rusland.
Holland er blot nummer fire i VM-kvalifikationsgruppe A med syv point for fem kampe.
Frankrig indtager med 13 point førstepladsen, der udløser en direkte billet til VM i Rusland næste år.
Sverige er med ti point nummer to, hvilket kan være nok til at udløse playoffkampe om en plads ved VM.
Holland magtede ikke at kvalificere sig til EM-slutrunden i Frankrig sidste sommer.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned