Holland knuste dansk EM-profil: Det skal revancheres nu
Sanne Troelsgaard og resten af det danske kvindelandshold står søndag klokken 17 over for Hollands EM-værter i finalen. Foto: /ritzau/Dresling Jens
/ritzau/Dresling Jens
Sanne Troelsgaard fortæller, at hun har lært af sine store afbrændere for to uger siden mod Holland.
Landsholdsprofilen Sanne Troelsgaard har dårlige minder fra den seneste kamp mod søndagens EM-finalemodstandere fra Holland.
For godt to uger siden brændte den danske midtbanespiller den ene chance efter den anden, da de hollandske EM-værter besejrede Danmark med 1-0 i en gruppekamp.
- Det er klart, at jeg har en revanche til gode. Jeg brændte jo et par chancer sidste gang, siger Troelsgaard.
- Siden dengang har jeg set lidt video, og nu ved jeg, hvor jeg ikke skal afslutte. Så det gør jeg ikke i finalen.
- Det er klart, at jeg lige skulle rejse mig sidste gang. Det gjorde jeg dagen efter. Men det var en hård nat, og det betyder meget, at jeg kan få den revanche, siger hun.
For to uger siden følte den 28-årige midtbaneprofil et stort ansvar for, at Danmark tabte til hollænderne.
Landstræner Nils Nielsen berettede i minutterne efter kampen, at Troelsgaard var helt knust.
- Hun er hårdt ramt af, at hun brændte de chancer, fordi det her betyder noget for hende. Så bliver hun ked af det, sagde landstræneren dengang.
Lidt senere kom Sanne Troelsgaard ud fra det danske omklædningsrum som den sidste spiller. Her fortalte midtbanespilleren, at hun en af de næste dage ville få arrangeret lidt ekstra skudtræning.
Danskeren er nu klar til at rejse sig i søndagens finale.
- Jeg har haft lidt skudtræning. Jeg føler mig klar, hvis jeg står foran målet. Jeg ved, hvor jeg skal afslutte, siger Troelsgaard.
- Det vil betyde alt for os at vinde EM. For 25 år siden vandt mændene. Vi har skrevet historie ved at komme til finalen. Det bliver utroligt, og jeg ser frem til den, siger hun.
Søndagens finale spilles på et udsolgt stadion i Enschede med plads til små 30.000 tilskuere klokken 17.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde