Hollands træner stopper efter EM-fiasko
Hollands hidtidige landstræner, Bert van Marwijk, stopper efter fiaskoen ved EM i fodbold. Det skriver det hollandske fodboldforbund (KNVB) på sin hjemmeside.
Trænerens aftale, som oprindeligt løb frem til VM i 2016, ophæves med øjeblikkelig virkning. Aftalen skal være kommet på plads på Bert Van Marwijks eget initiativ.
Det hollandske forbund og Van Marwijk har efter holdets dårlige præstation ved EM holdt møder om fremtiden - og her er parterne altså blevet enige om, at samarbejdet skal ophøre.
- Jeg var alvorligt i tvivl, men bestemte mig for dette skridt, siger van Marwijk.
Holland tabte blandt andet 0-1 til Danmark ved slutrunden, som begge hold måtte forlade efter det indledende gruppespil. Holland endda med nul point.
Det hollandske fodboldforbund roser den nu tidligere træner for flotte præstationer ved VM i 2010, hvor det lykkedes ham at føre Holland frem til finalen. Her tabte hans mandskab dog 0-1 til Spanien efter forlænget spilletid.
- KNVB er taknemmelige for van Marwijks indsats. Han har leveret gode resultater med en VM-finale og en placering som nummer et på verdensranglisten.
- Selvfølgelig er det trist at skilles før tid, men vi må være realistiske, lyder det fra Bert van Oostveen, som er direktør for det hollandske fodboldforbund.
Holland vil i løbet af kort tid begynde at se sig om efter en erstatning på trænerposten.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde