Hollandsk favorit er hurtigst på kort Tour-enkeltstart
Demi Vollering var klart hurtigst i Rotterdams gader. Foto: Peter Dejong/Ritzau Scanpix
Demi Vollering var hurtigste kvinde på 3. etape af kvindernes Tour de France, der var en kort enkeltstart.
Hollandske Demi Vollering (Team SD Worx-Protime) er en af de helt store favoritter til den samlede sejr i Tour de France Femmes, og tirsdag eftermiddag viste hun på hjemmebane, at formen er, hvor den skal være.
På en kort enkeltstart i den hollandske by Rotterdams gader var Vollering hurtigst af alle.
Selv om ruten var på sølle 6,3 pandekageflade kilometer, formåede Vollering alligevel at gøre forskellen, da hun tilbagelagde ruten i 7 minutter og 25 sekunder.
Det var fem sekunder hurtigere end den forsvarende verdensmester i disciplinen, amerikanske Chloe Dygert (Canyon), der sluttede på andenpladsen.
Dermed overtager Vollering samtidig løbets førertrøje fra landsmanden Charlotte Kool (DSM).
Den gule førertrøje er ikke fremmed for Vollering, der sidste år vandt det franske etapeløb samlet.
Efter enkeltstarten har den forsvarende vinder tre sekunder ned til Lorena Wiebes (SD Worx) på andenpladsen i den samlede stilling.
Emma Norsgaard Bjerg (Movistar) blev bedste dansker på enkeltstarten. Movistar-danskeren sluttede på en niendeplads - ti sekunder efter Vollering.
Løbets anden dansker, Cecilie Uttrup Ludwig (FDJ), var 38 sekunder efter førstepladsen, hvilket rakte til en 84.-plads.
Enkeltstarten var anden gang tirsdag, at feltets ryttere var i aktion.
Tirsdag formiddag havde rytterne været ude på 69,7 helt flade kilometer fra Dordrecht til Rotterdam.
Det var endt i en massespurt, hvor Charlotte Kool for anden dag i træk var hurtigst.
Kvindernes Tour de France afvikles over otte etaper og slutter søndag med en tur op ad det legendariske bjerg Alpe d'Huez.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde