Hollandsk landsholdsstreg ophæver sin kontrakt med NFH
Nikita van der Vliet spiller både for Nykøbing F. Håndboldklub og Hollands landshold. Foto: Robert Atanasovski/Ritzau Scanpix
Nikita van der Vliet går i gang med sit sidste halvår i Nykøbing F. Håndboldklub, som har fundet erstatning.
Håndboldspilleren Nikita van der Vliet drager videre i karrieren.
Den hollandske landsholdsstreg har valgt at ophæve sin kontrakt fra den kommende sæson, skriver Nykøbing F. Håndboldklub (NFH) på Facebook.
Hun går derfor ind i sit sidste halve år for håndboldklubben.
- Jeg vil virkelig sige, at jeg havde en fantastisk tid i NFH.
- Taknemmelig for de sidste tre år, hvor jeg er vokset som spiller, men også som person. Jeg vil gerne takke klubben for at give mig muligheden for at starte en professionel håndboldkarriere i Danmark, siger hun i Facebook-opslaget.
Nikita van der Vliet kom til Falster i 2020 og skrev sidste år under på en kontraktforlængelse, der bandt hende til klubben frem til 2024.
Nu har stregspilleren besluttet sig for at forlade holdet, der efter 11 kampe ligger på tredjepladsen i kvindernes håndboldliga.
- Et fantastisk hold med fantastiske piger, hvor jeg har fået venner for livet. En fantastisk klub, og heldigvis er kampen ikke ovre endnu, og jeg kan stadig spille en masse flotte kampe i den gule trøje i det kommende halve år. Herefter skal jeg ud på et nyt eventyr, siger hun.
Nykøbing F. Håndboldklubben har allerede fundet en erstatning. Klubben skriver i et andet opslag, at nordmanden Caroline Jakobsen kommer til klubben.
Den 27-årige spiller fra Byåsen Håndbold kommer til klubben til sommer på en toårig kontrakt.
- Caroline Jakobsen er en gudsbenådet fighter, og i den norske liga har hun høje scoringsprocenter, siger cheftræner Jakob Larsen.
- Caroline er anfører i Byåsen, så vi får også en rutineret kvinde ind på holdet sammen med vores unge talenter. Caroline er også stærk i forsvaret og hurtig på fødderne, så vi tror på, at hun passer perfekt ind i vores spillestil i NFH.
/ritzau/
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker