Hollandsk liga afblæses før tid uden kåring af mester
Der bliver ikke spillet mere fodbold i den bedste hollandske fodboldrække, som afsluttes uden at finde mester.
Den bedste hollandske fodboldrække, Æresdivisionen, afsluttes uden kåring af en mester på grund af udbruddet af coronavirus.
Det oplyser Det Hollandske Fodboldforbund (KNVB) fredag aften.
Det er første gang siden 1945, at der ikke kåres en mester i Holland.
Ajax Amsterdam og AZ Alkmaar bliver tildelt pladserne i næste sæsons Champions League, oplyser det hollandske forbund.
Ajax førte rækken på en bedre målforskel end AZ Alkmaar. Der manglede at blive afviklet ni spillerunder i Æresdivisionen.
Ajax får pladsen direkte i Champions Leagues gruppespil, mens AZ Alkmaar træder ind i kvalifikationen til den prestigefyldte turnering.
Feyenoord træder som nuværende ligatreer direkte ind i Europa Leagues gruppespil. Nummer fire og fem, PSV Eindhoven og Willem II, træder ind i kvalifikationen til Europa League.
Ingen vil rykke op i eller ned fra den bedste række.
Holland er det første store fodboldland, der endegyldigt har valgt at afblæse denne sæson.
Tidligere har Belgien også varslet, at man vil afslutte sæsonen. Men beslutningen er blevet udskudt flere gange.
Det skyldes, at Belgien vil være sikker på at overholde alle krav fra Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), som havde opfordret de nationale medlemslande til at spille sæsonen til ende.
Også i Skotland, hvor de tre bedste rækker under The Premiership allerede er droppet, er man klar til at afblæse den bedste række.
Uefa advarede om, at det kunne koste landene deres pladser i de europæiske klubturneringer, hvis de hjemlige turneringer blev stoppet før tid.
Men i denne uge valgte Uefa at bløde op omkring de krav.
Hvis lande udstedte forbud mod at spille fodboldkampe, så det blev umuligt at færdiggøre turneringer i god nok tid, så kunne der i de tilfælde ses bort fra de skrappe krav.
I Holland har regeringen udstedt forbud mod at spille fodbold helt frem til september. Dermed ser hollænderne ud til at overholde Uefas nye krav.
Over 4200 er døde i Holland efter at være smittet med coronavirus, mens flere end 36.000 er smittet.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker