Hollandsk stjerne: Vi trænede til abelyde

Mere end 25.000 tilskuere var mødt frem for at se træningen i polske Krakow, men feststemningen blev spoleret, da flere af spillerne ifølge Mark van Bommel hørte abelyde fra tribunerne.

- Alle hørte abelydene. Det kan vi ikke acceptere. Vi reagerede godt på det, og situationen blev løst, siger van Bommel til avisen De Telegraaf.

Landstræner Bert van Marwijk valgte at trække sine spillere væk fra tribunen og sende dem et andet sted hen på banen for ikke at hidse dem op.

Mark van Bommel fortæller, at hollænderne vil reagere skarpt, hvis de oplever noget lignede på lørdag mod Danmark eller i en af holdets øvrige EM-kampe.

- Hvis nogen af os bliver konfronteret med noget lignende under slutrunden, så går vi til dommeren med det samme og beder ham om at gribe ind, fortæller midtbanespilleren til De Telegraaf.

Holland stiller med flere mørke spillere, der har rødder i landets tidligere sydamerikanske koloni, Surinam.

Der har på forhånd været frygt for, at slutrunden i Polen og Ukraine vil blive ramt af racisme, og derfor har det europæiske fodboldforbund, Uefa, sagt, at man vil slå hårdt ned på racistisk opførsel.

Uefa bekræfter abelydene under Hollands træning og oplyser, at man i tilfælde af gentagelser vil sørge for at beskytte spillerne bedre.

- Hvis det gentager sig, må vi tage nogle forholdsregler, der beskytter spillerne, meddeler Uefa, der ikke har modtaget en officiel klage fra det hollandske fodboldforbund.

Danmark og Holland møder hinanden lørdag klokken 18 i Kharkiv i Ukraine.

/ritzau/

Det hollandske fodboldlandshold blev torsdag chikaneret med abelyde, da spillerne forberedte sig til lørdagens EM-kamp mod Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret