HOLLANDSK STREGSPILLER MÅSKE SNART FORTID I NFH
Større klubber vil gerne have fat i NFH's Nikita van der Vliet. Her har hun fået revet trøjen af i onsdagens ligasejr mod Viborg. Foto: Johnny Pedersen
Johnny Pedersen
Nikita van der Vliet kan være på vej til en større adresse.
NYKØBING: Der er rift blandt Champions League-klubberne om de dygtige stregspillere, og sådan én har NFH i skikkelse af den hollandske landsholdsspiller Nikíta van der Vliet.
Hun ser nu ud til måske at være fortid i NFH efter denne sæson. Ganske vist har hun kontrakt med falstringerne et år yderligere, men som det oftest er i den slags kontrakter, har hun en klausul, der gør, at hun kan forlade NFH efter denne sæson.
Klausulen skal hun gøre brug af inden 31. december i år, men endnu har NFH ikke hørt noget fra hollænderens agent, siger sportschef Søren Jakobsen.
- Men vi regner ikke med hende til den kommende sæson, så vi er på udgik efter en afløser, fortæller Søren Jakobsen, der dog understreger:
- Vi vil dog meget gerne beholde hende, men det ser svært ud, erkender sportschefen.
Nikita van der Vliet er i gang med sin tredje sæson i NFH, og ifølge Folketidendes oplysninger skulle det endnu engang være Odense, der har set sig varm på en NFH-spiller.
Fynboerne annoncerede fredag eftermiddag, at landsholdsspiller Rikke Iversen søger nye udfordringer efter denne sæson, og det giver et hul på stregspils-positionen, som Nikita van der Vliet er udset til at udfylde.
Hun vil dermed blive genforenet med landsmandinden Dione Housheer, der skiftede fra NFH til Odense før sidste sæson, ligesom NFH's nuværende venstreback Elma Halilcevic også skifter til den fynske klub efter denne sæson.
NFH har længe været bevist om, at Nikita van der Vliet var attraktiv blandt mere pengestærke klubber og kunne være fortid efter denne sæson. Derfor har de intensiveret jagten på en afløser.
- Vi kigger i hele Europa og har været i kontakt med seks forskellige spillere, fortæller Søren Jakobsen, der dog ikke vil ud med, om det har udmøntet sig i en kontrakt endnu.
Falstringerne har i forvejen usikkerhedsmomenter på stregspilspositionen, da Sofie Bardrum er ude med en korsbåndsskade, som man endnu ikke helt kender omfanget af, så skulle det ske, at Nikita van der Vliet forlader klubben, så skal der nyt blod ind.
- Men vi er fortrøstningsfulde. Der er mange spillere, der gerne vil til NFH, fastslår Søren Jakobsen.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned