Holm: Cavendish er en værdig verdensmester

Mark Cavendish' danske ven og sportsdirektør Brian Holm spår, at briten kommer til at vise den regnbuefarvede verdensmestertrøje frem på fornem vis.

- Han bliver en værdig verdensmester. Det er sjældent, at verdensmesteren vinder ret mange cykeløb, men Mark har vundet mange løb i år, og han kommer også til at vinde mange løb i trøjen næste år, siger Brian Holm.

Den danske sportsdirektør var rådgiver i bilen hos det britiske hold, da Mark Cavendish søndag blev verdensmester i cykling i Rudersdal nord for København.

Det var en stor forløsning, da det endelig lykkedes briterne at vinde et VM efter 46 år uden titlen.

- Det var spændende. Det var lige på grænsen til sidst, at han var tæt på at ramme barrieren. Det var lige før, det ikke var sjovt længere, siger Brian Holm.

Cavendish var storfavorit til VM-titlen, og Brian Holm følte sig også temmelig sikker på, at det ville lykkes.

- Han lægger pres på sig selv. Og 9 ud af 10 gange, så vinder han også, når han har sagt, at han vil vinde. Jeg ved ikke, om jeg har hørt ham sige, at han vinder, uden at han så også har gjort det, siger Brian Holm.

Den lynhurtige brite er også en ærekær mand. Brian Holm fik således brok fra Cavendish over telefonen, efter en udtalelse fra VM-chefen, Jesper Worre, der ikke troede på britens chancer på den danske VM-rute.

- Jesper Worre havde skrevet et sted, at han ikke troede på Cavendish, og det reagerede Mark så på: Kan han ikke se, at det er mig, der vinder. For fanden, enhver idiot kan se, at jeg vinder, fortæller Brian Holm om britens reaktion.

/ritzau/

Sportsdirektør Brian Holm mener, at Mark Cavendish bliver en værdig verdensmester med mange sejre i trøjen.

Offentliggjort Sidst opdateret