Holm følger med op i 1. division

Andreas Holm (med pandebånd) har forlænget sin aftale med Nykøbing FC til sommeren 2022. Foto: Ingrid Riis

Forssvarsstyrmanden har underskrevet en ny et-årig aftale med Nykøbing FC

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING En hjørnesten i opbygningen af et stærkt 1. divisionshold er faldet på plads for Nykøbing FC, der har forlænget aftalen med forsvarsstyrmanden Andreas Holm for den kommende sæson.

Andreas Holm kom til Nykøbing FC fra FC Helsingør før denne sæson, og han viste sig hurtigt at være en klassespiller, som tætnede en ellers utæt defensiv fuldstændig sammen.

Således har han spillet 20 kampe i denne sæson for NFC - og ikke tabt en eneste krydret med tre scoringer i den modsatte ende.

Stærk sæson

- Andreas er en af de spillere, som har haft en meget, meget stærk sæson, hvor han fra dag et har grebet taktstokken. Både som spiller, som leder og som person har han sat et stort aftryk, og vi glæder os til at fortsætte samarbejdet, siger cheftræner Claus Jensen, der har haft fokus på, at sidst NFC var i 1. division, lukkede man over to mål ind i gennemsnit, og det var alt for mange.

Flere muligheder

- Det har været i vores overvejelser rigtig længe, og noget vi har arbejdet på også i denne sæson, men jeg synes, vi står rigtig stærkt på den del af banen med forlængelsen af Andreas, hvor vi jo også har Jacob Egeris og Kasper Jensen samt forhåbentlig også Marcus Backmann inden længe, pointerer Claus Jensen.

Andreas Holm er bosat i Jyllinge nord for Roskilde, men tager altså turen til Nykøbing i endnu en sæson.

- Køreturen var jeg kun nervøs for i starten, men det er intet problem længere.

- Jeg synes, det lå lige til højrebenet at forlænge. Det har været et rigtig godt år i 2. division, hvor jeg har været glad fra start af og haft en fornemmelse af, at de også har været glad for mig, så det var heldigvis gensidigt, siger Andreas Holm, der ser frem til at være tilbage i 1. division.

- Vi bliver ikke det tynde øl

- Det spiller helt klart en rolle, at det nu hedder 1. division igen. Det var ikke til at vide, hvordan det havde set ud, hvis det ikke havde været 1. division, lyder det fra den 32-årige forsvarsspiller, der spillede i Superligaen med FC Helsingør i en enkelt sæson for år tilbage.

Nu gælder det så 1. division efter sommerferien, og Andreas Holm er overbevist om, at NFC ikke bare kommer op som det tynde øl og ryger ud igen.

- Vi skal have etableret os hurtigt og sætte et aftryk fra starten af. Det er jeg også sikker på, at vi kan med det hold, vi har, men ingen tvivl om at det bliver et step op, som kræver lidt tilvænning.