Holm håber på hjælp inden spurten

Mark Cavendish missede den første mulighed for en etapesejr på mandagens etape i Tour de France, men han er ovenpå og klar til at påtage sig favoritværdigheden onsdag.

Det fastslår sportsdirektør Brian Holm, som dog afviser, at al initiativ skal komme fra HTC-Highroad.

- Vi skal ikke bruge så mange kræfter som i mandags, hvor vi havde brugt vores kræfter op, inden vi kom til mål.

- Der kommer vind på den sidste del af etapen, og jeg tror også, at der er andre hold, som kan se en fordel i at holde tempo og deres klassementfolk fremme, siger Brian Holm.

Han peger desuden på, at det kun er Garmin, der har vundet en etape i en spurt. Og derfor kunne Alessandro Petacchis Lampre-mandskab måske også have interesse i at komme samlet til mål.

Holm afviser, at der er nogen tvivl om taktikken på dagens etape, der er en del mere kuperet mod slutningen, end Cavendish egentlig bryder sig om. Hurtige og robuste Matt Goss er i hvert fald ikke en mulighed.

- Vi snakker om en mand, der har vundet 15 etaper de seneste tre år, så selvfølgelig kører vi for ham. Det bliver der ikke lavet om på, siger Brian Holm.

Onsdagens etape er 164,5 kilometer lang og slutter ude ved kysten ved feriebyen Cap Frehel.

/ritzau/

Mark Cavendish er favorit til at vinde onsdagens etape i Touren, selv om afslutningen indbyder til angreb.

Offentliggjort Sidst opdateret