Holm ville hive syg Cavendish ud før sejr

Det var tæt på, at Mark Cavendish slet ikke havde fået lov til at stille til start på fredagens flade etape til Bordeaux, som han vandt i sikker stil.

Torsdag aften havde han feber, og Team HTC-Columbias sportsdirektør Brian Holm var parat til at trække ham ud af løbet.

- I går aftes hældede jeg til, at han ikke skulle stille til start, siger Brian Holm.

- Men vi satsede og lod være med at give ham antibiotika. Hvis han så havde feber her til morgen, havde vi hevet ham ud. Men det havde han ikke, og han sagde undervejs, at han følte sig godt tilpas, siger Brian Holm.

Cavendish vandt overlegent den ventede massespurt, hvilket var hans fjerde etapesejr i år. Og det overraskede faktisk Brian Holm.

- Han sad og grinte, da vi kørte over Alperne. Men han kom skidt i gennem Pyrenæerne. Han havde en dårlig dag på etapen til Pau, sov dårlig om natten, og så restituerer du ikke ordentligt, siger Brian Holm.

- For mig gør det bare hans sejr større. Han er en fantastisk rytter, siger han og slår fast, at målet er at vinde den afsluttende etape på Champs-Élysées i Paris ligesom sidste år.

- Det bliver svært. Men vi går selvfølgelig efter det. Det skal vi med en mand som Mark på holdet.

/ritzau/

Mark Cavendish havde feber natten til fredag og sportsdirektør Brian Holm var parat til at hive ham ud af Touren. Men han blev og vandt etapen dagen efter.

Offentliggjort Sidst opdateret