Horsens-målscorer om langskudsdrøn: Øvelse gør mester
Louka Prip blev tiljublet af holdkammeraterne, da han udlignede for AC Horsens ude mod Esbjerg i 3F Superligaen fredag aften. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
John Randeris/Ritzau Scanpix
Louka Prip har scoret to langskudsmål i træk for Horsens, og det skyldes mange timer på træningsbanen.
Louka Prip scorede fredag aften mod Esbjerg sit andet mål på et langskud i de seneste to kampe for Horsens.
Det skete, da Horsens ude spillede 1-1 ude mod Esbjerg i 3F Superligaen.
Det er ikke helt tilfældigt, at han igen scorede på et drøn fra distancen, for kantspilleren arbejder meget på træningsbanen med den slags afslutninger.
- Det er dejligt, at jeg kan vise det i kampene med al den træning, jeg lægger i det. Det viser bare, at øvelse gør mester, siger han.
Sparketeknikken har han trænet hele sit liv, men det er de rum, han finder på banen, som har betydet, at han har scoret to langskudsmål i træk.
- Jeg begynder at finde ud af, hvor jeg skal placere mig på banen for at få de bedste muligheder for at sparke, siger han.
Det var særligt som barn, han trænede sit spark meget.
- Som mindre kunne jeg tage hundrede spark i løbet af tre dage. Jeg blev bare ved og ved med at sparke, indtil kroppen lærte det, siger han.
- Nu tager jeg ti skud hver anden dag. Det ligger lidt i kroppen, jo mere man træner, så det er bare for at opfriske det, siger han.
Prips farlige langskud var også en af grundene til, at AC Horsens hentede kantspilleren i Hvidovre i januar, fortæller holdets træner Bo Henriksen.
- Vi har vidst rigtig længe, at han har et farligt venstreben. Han sparker dem også ofte ind til træning.
- Det er derfor, han ligger på højrekanten, så han kan komme ind og sparke med sit venstreben, og det var også det, vi så, da vi hentede ham i Hvidovre, siger Bo Henriksen.
Ifølge Bo Henriksen har Louka Prip dog stadig meget at lære.
- Offensivt er der ingen tvivl om, hvor dygtig han er, men han skal arbejde på sine defensive ting og sin rolle i det, siger han.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker