Horsens prygler Fredericia og sikrer sig oprykning
Moses Opondo (tv.) stod for målet til 2-0, da Horsens spillede sig tilbage i Superligaen. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Med en sikker sejr på 4-0 ude mod Fredericia kan AC Horsens atter kalde sig superligaklub.
Efter kun en enkelt sæson på næsthøjeste niveau er fodboldklubben AC Horsens atter at finde i 3F Superligaen, når næste sæson indledes efter sommerferien.
Det står klart, efter at holdet på overbevisende manér slog FC Fredericia på Monjasa Park med 4-0 og derfor ikke længere kan indhentes af FC Helsingør.
Oprykningen kom i hus på baggrund af et flot forår, hvor østjyderne har hentet 23 point ud af 27 mulige og været ubesejret i oprykningsspillet.
Mandag aften var ingen undtagelse for succesen, hvor to scoringer midt i første halvleg grundlagde en stensikker sejr for Horsens.
I sidste runde af 1. division skal Horsens i aktion mod Hvidovre, mens FC Fredericia møder Lyngby, der også sikrede sig oprykning mandag.
Spillet bølgede frem og tilbage i begyndelsen af kampen i Fredericia, hvor begge hold kom frem til flere fine forsøg.
Som opgøret skred frem, trykkede Horsens dog på, og det resulterede i to hurtige scoringer efterfulgt af hinanden.
Først skød kantspilleren Lirim Qamili bolden i mål efter et forsvarskoks i det 23. minut, og så fordoblede midtbanespilleren Moses Opondo føringen fire minutter senere.
Lirim Qamili kom igen på måltavlen, da han et minut inde i anden halvleg gjorde det til 3-0 på et skud til det lange hjørne.
Målet punkterede Fredericia for en stund, men mod slutningen af kampen pressede holdet på for en reducering. Den kom dog aldrig.
I stedet blev det til endnu en Horsens-scoring, da angriberen Anders Jacobsen elegant loppede bolden i mål til slutstillingen 4-0.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub