HSV og Köln fortsætter kurs mod nedrykning i Bundesligaen
Frederik Sørensen og FC Köln er tæt på at rykke ud af Bundesligaen. Foto: Reuters/Thilo Schmuelgen/arkiv
Reuters/Thilo Schmuelgen/arkiv
Efter lørdagens nederlag ser det meget sort ud for FC Köln og HSV i Bundesligaen. Bayern bankede Gladbach.
Traditionsklubberne Hamburger SV og FC Köln har efterhånden kun et spinkelt håb om at undgå nedrykning fra Bundesligaen i fodbold.
Lørdag tabte begge klubber i den bedste tyske række, og de indtager henholdsvis sidste- og næstsidstepladsen.
FC Köln havde danske Frederik Sørensen med i hele kampen, da det blev til et 1-2-nederlag ude til Hertha Berlin.
Leonardo Bittencourt bragte Köln foran efter en halv times spil, men tidligt i anden halvleg scorede hjemmeholdets Davie Selke to gange inden for få minutter.
Köln er sidst med 21 point for 30 kampe.
Med fire kampe tilbage har klubben seks point op til Mainz, der er tredjesidst. Denne placering giver adgang til playoffkampe mod nummer tre fra den næstbedste række om en plads i Bundesligaen i næste sæson.
Mainz har endda spillet en kamp færre end FC Köln.
Også HSV er i store problemer.
Efter lørdagens 0-2-nederlag ude til Hoffenheim har HSV 22 point og er placeret på næstsidstepladsen, der udløser direkte nedrykning. Også HSV mangler at spille fire kampe.
Jannik Vestergaard og Borussia Mönchengladbach indkasserede en lussing og tabte 1-5 ude til Bayern Münchens nykårede mestre.
Gladbach kom ganske vist foran 1-0, men mestrene slog tilbage og vandt sikkert.
Bayern München topper Bundesligaen suverænt med 75 point for 30 kampe.
Gladbach er nummer otte med 40 point.
Bayer Leverkusen vandt 4-1 hjemme over Eintracht Frankfurt og tog et stort skridt mod at spille Champions League i næste sæson.
Leverkusen er nummer fire med 51 point. De fire bedste hold fra Bundesligaen får en plads i Champions League.
Jacob Bruun Larsen sad på bænken i hele kampen, da Stuttgart hjemme spillede 1-1 mod Hannover 96.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde