Hulk uønsket i Zenit: Falsk bombe fundet

Vreden over købet af brasilianske Hulk har nået nye højder i den russiske storklub Zenit Sankt Petersborg, hvor en falsk hjemmelavet bombe er blevet placeret på klubbens anlæg sammen med et billede af angriberen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ved siden af bomben og fotografiet, som blev fundet i en taske, lå en seddel med beskeden: "Hulk skal ud!", skriver russiske medier.

Klubben, der også har danske Michael Lumb i truppen, vil ikke umiddelbart bekræfte historien.

- Vi afviser ikke historien, men vil heller ikke kommentere den, siger en talsmand fra klubben.

Klubbens russiske landsholdsanfører Igor Denisov er sammen med topscorer Alexander Kerzhakov blevet degraderet til ungdomsholdet efter at have kritiseret sommerindkøbene af Hulk og belgiske Axel Witsel fra henholdsvis FC Porto og Benfica.

Især Hulks løn på cirka 50 millioner kroner har vakt harme.

Hulk og Witsel blev angiveligt købt for sammenlagt 100 millioner euro - svarende til 750 millioner kroner - i begyndelsen af september efter en halvsløj sæsonstart.

Også Ruslands præsident, Vladimir Putin, har tidligere blandet sig i den spirende krise i sin hjembys fodboldklub. Putin, der er inkarneret Zenit-fan, udtrykker imidlertid forståelse for de opsigtvækkende indkøb.

- Fans ønsker at se verdensstjerner. Ikke den slags, der er på vej ned, men dem, der er på toppen eller på vej op, sagde han for nogle dage siden ifølge AFP.

/ritzau/