Normalt styrer hun helt og aldeles showet inde på banen, men i Rumæniens to første VM-kampe har hun siddet ude bag bænken.
Det handler selvfølgelig om superstjernen Cristina Neagu, der som den eneste kvindelige håndboldspiller hele fire gange i karrieren er blevet kåret til verdens bedste.
Og det helt store spørgsmål er naturligvis, om hun er kommet sig så meget over sin knæskade, at hun er i stand til at være med mod Danmark i tirsdagens gruppefinale i Boxen i Herning, hvor vinderen får de maksimale fire point med videre til de tre kampe i mellemrunden.
Trine Østergaard spiller til daglig sammen med Neagu i CSM Bucuresti, og den danske landsholdsfløj har selvfølgelig forsøgt at finde ud af, om rumænernes helt store trumfkort bliver frisk nok til komme på holdkortet.
- Jeg ved desværre ikke så meget. Jeg ved dog, at hun har trænet sammen med deres fysioterapeut hjemme på hotellet, men ellers er der ikke sluppet så meget ud.
- Jeg kender dog Neagu godt nok til at vide, at hun selvfølgelig er rejst med til at Danmark med en klar forventning om at kunne træde ind i VM-turneringen på et tidspunkt - og hun vil naturligvis gøre alt for at blive klar. Neagu er Rumænien, og Rumænien er Neagu, understreger Trine Østergaard.
TIRSDAGENS GRUPPEFINALE
Danmark har vundet over Rumænien i de seneste fire indbyrdes opgør.
Odds på dansk sejr hos Danske Spil er 1.22, uafgjort 12.00 og rumænsk sejr 6.40.
Vinderen af kampen tager fire point med over i mellemrunden, hvor modstanderne ser ud til at Japan, Polen og Tyskland.
Kampen mellem Danmark og Rumænien spilles tirsdag kl. 20.30 i Boxen i Herning. Mandag oplyste DanskHåndbold, at der var solgt godt 10.000 billetter, hvilket vil sige, at der fortsat er i omegnen af 2000 billetter til salg.
Skal du ikke i Boxen og følge det hele på nærmeste hold, vises kampen på DR1.
Og det er fuldstændig rigtigt. Neagu er Rumæniens absolutte håndbolddronning, og hun har flere gange tidligere gjort det grimme ved Danmark.
15 mål mod Danmark
Hvem husker ikke en fuldstændig vanvittig VM-kvartfinale for otte år siden i Boxen? Neagu brændte et straffekast på Rikke Poulsen i sidste sekund af den ordinære spilletid. Det udløste forlænget spilletid, men rumænerne vandt alligevel 31-30 og spillede sig videre til semifinalen, mens danskerne blev sendt ud i VM-mørket.
I den kamp scorede Cristina Neagu hele 15 mål.
- Hun er dronningen, og det er virkelig positiv ment. Hun er en kæmpe superstjerne og et stort forbillede for rigtig mange mennesker. Jeg tror ikke, at hun kan komme med det, hun plejer, hvis hun er med mod os, når hun har været ude. Kommer hun til at spille, kommer hun dog til at give 120 procent. Hun elsker at gå forrest og tage et stort ansvar, og så har hun jo bare rigtig mange "billetter".
Det er forbilledligt
Trine Østergaard har efterhånden været på hold med mange dygtige spillere i løbet af karrieren, men hun er ikke i tvivl om, at 35-årige Neagu måske er den bedste af alle dem, hun har spillet sammen med.
- Cristina er bare en leder. Har hun brændt tre-fire skud, er hun ikke bange for også at tage det femte skud. Hun ved, det er hende, der skal afgøre det, når det bliver tæt. Det er forbilledligt.
- Hun er en meget privat person. Hun er en holdspiller. Hun er en dejlig varm person, og hun har en god respekt for alle, selvom man måske ikke er lige så god som hende. Udadtil kan det godt se ud som om, at hun altid vil have det på hendes måde, men Neagu er også en spiller, der vil vinde, og hun ved, det kræver, at hele holdet er med.
En smøg i omklædningsrummet
I Bukarest har Østergaard skulle vænne sig til en ny livsstil, hvor håndbolden nærmest fylder endnu mere, end hun tidligere har været vant til.
- Det handler om at vinde og ikke andet. Ambitionerne er tårnhøje, og vi får klar besked og bliver indkaldt til møde, hvis vi lever op til forventningerne. En tabt kamp kan næsten udløse en krise.
Det paradoksale er, at træningen ind i mellem er noget mere afslappet, end den eksempelvis er i Danmark, hvor alle bare er på fra første sekund og alt er enormt struktureret.
- For eksempel bliver der af og til røget i omklædningsrummet. Hvem havde lige troet det? Jeg kan dog godt afsløre, at det hverken er Neagu eller mig, der lige fisker en cigaret frem fra inderlommen, griner hun.
Hun er kæmpe stor
Trine Østergaard spiller også sammen med Rumæniens anden helt store stjerne - og det er stor i bogstaveligste forstand. Det handler nemlig om stregspiller Crina Pintea. Hun måler 192 centimeter og banker vægten op i nærheden af 90 kilo.
- Hun er dygtig, og hun er kæmpe stor. Det gør, at hun er svær at dække op, så vi skal gå til hende. Vi skal forsøge at køre hende træt, så hun skal ud at sidde lidt ind i mellem.
Rent guf for Heindahl
Og sådan en opgave er lige guf for forsvarsgeneral Kathrine Heindahl, der flere gange tidligere har stået og bokset med Pintea.
- Vi har i hvert fald et par rimelig heftige klubopgør fra sidste sæson at se tilbage. Der venter en lidt anden opgave rent fysisk. Hun er sgu hård at stå med derinde, erkender Heindahl.
Generelt føler Trine Østergard, at Balkan-landene ligger ret godt til Danmark.
- Det er hold, vi kan spille taktisk imod, og det er hold, som vi skal forsøge at løbe rigtig meget med.
- Vi skal ikke være bange for Rumænien, men vi skal have en kæmpe respekt for dem. De kommer også til at smadre til os. De løber meget fremad banen, men de løber måske ikke så hurtigt den anden vej. Det må være et af fokuspunkterne.
- Tirsdag aften er venskaberne lagt på hylden. Sådan må det være. Vi skal videre til mellemrunden i turneringen med fire point.
Den er Heindahl helt med på.
- Det bliver ekstrem vigtigt, og jeg håber på, at nervøsiteten nu er helt væk. Alle er kommet på banen, og alle har gjort en god figur, men nu venter der kæmpe fysik og meget mere modstand. Heldigvis har vi stået her mange gange tidligere, så jeg føler, det er nu, vi skal vise, at vi er helt klar.