Hvidovre overtager førsteplads efter sejr på Amager
Der var flere spektakulære scoringer, da Hvidovre fløj til tops i 1. division med 4-1-sejr over Fremad Amager.
Hvidovre overtager førstepladsen i 1. division efter en sejr på udebane over Fremad Amager.
Gæsterne vandt fredagens opgør med 4-1 og går dermed forbi Vejle i toppen af tabellen.
Hvidovre bragte sig i front straks fra start, da hjemmeholdets målmand Oliver Funch fik fumlet med bolden efter et skudforsøg, så Hvidovres Marcus Lindberg nemt kunne prikke gæsterne på 1-0.
Umiddelbart før pausen fik Fremad Amagers Mads Aaquist et direkte rødt kort, hvilket kun gjorde comeback-mulighederne mere besværlige for amagerkanerne.
Alligevel fik værterne lagt et fint tryk fra anden halvlegs start. Det lykkedes dog ikke at få udlignet, og så slog Hvidovre til to gange på et minut, da Magnus Fredslund og Christian Jakobsen øgede til 2-0 og 3-0.
Især Christian Jakobsens scoring til 3-0 var en ren foræring. Den faldt efter en tilbagelægning fra Fremad Amagers Mikkel Basse, som ramte stolpen, så bolden sprang ud til Christian Jakobsen.
Målmand Oliver Funch havde chancen for at afværge scoringen, men keeperen blev overrasket, da den ramte træværket, og så scorede Jakobsen sikkert.
Det var dog ikke forbi med spektakulære scoringer, for efter en times spil fik Fremad Amagers Michael Lumb reduceret til 1-3 direkte på hjørnespark.
Lidt senere fik indskiftede Mohamad Fakhri Al-naser cementeret Hvidovres sejr med scoringen til 4-1.
Hvidovre topper 1. division med 27 point for 12 kampe. Vejle, der har spillet en kamp færre, møder søndag FC Helsingør. Vejlenserne har 25 point på andenpladsen. Fremad Amager har 11 point.
I bunden af rækken hentede Nykøbing FC holdets første sejr i sæsonen, da FC Fredericia blev besejret med 1-0 på udebane. Nykøbing er dog fortsat sidst med fem point.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned