Hvidt ønsker ændring i slutspilsregler

Slutspillet i mændenes bedste håndboldliga er uretfærdigt og favoriserer de dårligste hold. Det mener FCK Håndbolds målmand Kasper Hvidt, som vil have skåret antallet af hold, der kan nå med i slutspillet, ned fra otte til fire klubber.

- I det nugældende slutspil favoriserer systemet de dårligste hold ved nærmest at sidestille dem med de bedste rent pointmæssigt, siger Kasper Hvidt til Politiken.

I det nuværende regelsæt får de to bedst placerede hold efter grundspillet hver to point med over i slutspillet, nummer tre og fire får ét point med, mens de fire næste hold får nul point.

- Jeg synes, det er helt forkert, for der skal da være klar forskel på at være nummer et eller otte efter 26 kampe, ligesom der skal være forskel på at blive nummer fem eller otte, forklarer Hvidt.

Målmanden, som efter sommerferien skal spille for AG København, mener i stedet, at fire hold skal gå direkte i semifinalerne og spille bedst af fem kampe, hvilket også skal ske i selve finalen om guldmedaljerne og retten til at spille i Champions League.

- Det er måske sjovt for nogen, at det hold, der har været dårligst blandt de otte, der går videre til slutspillet, har mulighed for at blive dansk mester, fordi de bedste hold måske rammes af alvorlige skader i slutspillet. Men når det gælder kvalitet, stabilitet og repræsentation i de europæiske turneringer er det ikke ok, fastslår Kasper Hvidt.

Direktør i Dansk Håndbold Forbund, Morten Stig Christensen, sagde på et pressemøde i Vejle tidligere på ugen, at der hele tiden kigges på slutspillet, og at klubberne også får indflydelse på den fremtidige struktur.

/ritzau/

Den tidligere mangeårige landsholdsmålmand Kasper Hvidt er utilfreds med, at otte hold kan nå med i slutspillet. Kun fire hold skal være med, mener han.

Offentliggjort Sidst opdateret