Egil "Drillo" Olsen slap klokken 12 det norske landshold løs til den afsluttende træning inden lørdagens slag mod Danmark i EM-kvalifikationen.
Pressen fik mulighed for at se den første halve time på Ullevaal, og fra siddepladserne kunne man se et norsk hold i harmoni på en bane, der er meget bedre end sit rygte.
"Drillo" gik straks hen til et bord med frugt, hvor han fyldte munden med bær, inden han samlede sine spillere omkring midtercirklen.
På vej på banen fik midterforsvarsspilleren Kjetil Wæhler lige givet holdets fysiske træner en skuldertackling efterfulgt af et smil, før han stillede sig ind i rundkredsen af kendte navne som John Arne Riise og Brede Hangeland.
Herefter stod den på små 20 minutters opvarmning, hvorefter spillerne blev fordelt i to grupper med hver deres bold.
Kort efter blev dørene lukket for resten af træningen på det lille nationalstadion med plads til 25.500 tilskuere. Fredag var der helt tomt, men om et døgn vil det sikkert være anderledes. Da billetterne i sin tid blev sat til salg, blev de revet væk på fire minutter.
Norge topper EM-kvalifikationen med ni point, mens Danmark har seks point på tredjepladsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker