I skateboardtalentets OL-jagt kan træneren ende som konkurrent

49-årige Rune Glifberg (til højre) kæmper for at komme med til OL for anden gang. En af konkurrenterne er hans elev, Viktor Solmunde (til venstre). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Der er 33 års aldersforskel på Danmarks to OL-kandidater på skateboard. Rune Glifberg er Viktor Solmundes træner, men kæmper selv for at komme med til Paris.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis man med én detalje skal beskrive den umage skateboardduo, der lige nu kæmper for at repræsentere Danmark ved OL til sommer, må det blive denne: Da Viktor Solmunde blev født, var Rune Glifberg i gang med sin 15. sæson som professionel.

Aldersforskellen på legenden Glifberg og 10.-klasseeleven Solmunde er svimlende 33 år. Den gamle er tilmed træner for den unge. Men i sidste ende risikerer de at skulle kæmpe om den samme plads.

- Ja, vi er også konkurrenter. Men på grund af aldersforskellen betyder det på en måde ikke så meget. Det havde nok været anderledes, hvis Rune kun havde været ti år ældre end mig, siger 16-årige Viktor Solmunde.

Halvvejs gennem OL-kvalifikationen ligger Glifberg nummer 19 og Solmunde nummer 20. De 20 bedste kommer til Paris.

Håbet er selvfølgelig, at de begge kommer igennem nåleøjet. Men placeringerne viser, at det ikke er urealistisk, at den ene dansker kan ende med at spærre OL-vejen for den anden.

Glifberg, der ud over selv at være OL-kandidat også er landstræner, forsikrer dog, at han ikke vil spare på de gode råd til sin unge elev i bestræbelserne på selv at komme til OL for anden gang.

- Viktors deltagelse i Paris er vigtigere end min egen. Skateboarding handler meget om de unge, og sporten skal blive ved med at udvikle sig og blive bedre.

Trods sine blot 16 år kan Viktor Solmunde gøre sig begrundet håb om at komme med til Paris. (Arkivfoto). Foto: Hendrik Schmidt/Ritzau Scanpix

- Han kan nå et niveau, som er højere end mit. Og det ville være fantastisk, hvis han kan gøre det godt og komme op i top-5 eller få en medalje. Det vil være enormt inspirerende for alle de kommende skatere. Det handler om at få bygget noget op til fremtiden, siger Rune Glifberg.

Med sine 49 år er Glifberg da også et særsyn i en sport, hvor man ser 13- og 14-årige højt på verdensranglisten.

Nebengesjæften som landstræner er ulønnet. Det handler mest om at inspirere og dele ud af sine mange erfaringer fra tre årtier som professionel.

- Når vi er herhjemme i Danmark, er det ikke sådan, at vi er sammen i alle træningssessioner, forklarer Viktor Solmunde om samarbejdet med sin træner og OL-konkurrent.

- Jeg træner meget selv og har meget kontrol over min egen træning. Så skriver vi i stedet til hinanden og snakker tricks og forskellige teknikker. Det fungerer meget godt, lyder det fra talentet.

Egentlig var Viktor Solmundes store mål OL i 2028, men da Paris blev en realistisk mulighed, fik skateboardkarrieren førsteprioritet.

Derfor har han været hjemmeskolet, siden han afsluttede 9. klasse sidste sommer. Når han ikke træner på brættet med de fire hjul, tager han 10. klasse på sit værelse.

Rune Glifberg OL-debuterede i Tokyo i 2021. Sportsligt blev det ikke den store succes for den danske veteran, der ikke nåede finalen. (Arkivfoto). Foto: Kim Price/Ritzau Scanpix

- Det kunne godt blive for overvældende, hvis jeg skulle starte på et gymnasium året inden OL, så jeg sidder alene hjemme og følger undervisningen online.

- Det giver mig mere frihed til at tage ud at skate, når jeg har lyst, og det giver bedre mulighed for at rejse ud til konkurrencerne, forklarer han.

Når træner Glifberg skal beskrive sin unge elev, er det først og fremmest elevens ihærdighed og vilje til at lære, han hæfter sig ved.

- Han er arbejdsom og har rigtig gode færdigheder. Har jeg set større talenter på 16 år? Ja, masser. Men det er arbejdsomheden, der er vigtig for ham. Han ligger rigtig fornuftigt i forhold til sin alder.

- Hans problem er, at han endnu ikke har lært at præstere på den helt store scene ude i verden. Det er det, vi arbejder på. Han skal med til så mange konkurrencer som muligt og skate mod de bedste i verden, så han ikke er nervøs, når han står side om side med dem.

- Han mangler en masse erfaring og ro, som han kun kan opbygge med tiden. Men i forhold til at stykke et løb sammen og gøre de ting, der skal til, der er Viktor meget tæt på verdenseliten. Han skal bare kunne udføre det, når det gælder, siger Rune Glifberg.

Selv vil veteranen tage OL i Paris som en oplevelse, hvis han kvalificerer sig. Som 46-årig var han ældste debutant ved legene i Tokyo, og han ved, at hans høje alder igen vil blive et tema.

- Jeg har ikke noget problem med, at der bliver snakket om min alder. Faktisk ville jeg ønske, at jeg nåede at fylde 50 inden OL. Det ville lyde bedre, griner Rune Glifberg.

/ritzau/

Dansk skateboardduo er på kurs mod Paris

* Kvalifikationsserien fortsætter ved et stævne i Dubai i februar. I maj og juni afvikles de sidste to stævner, der afgør, hvem der kvalificerer sig til Paris.

* 20 skatere kvalificerer sig via den olympiske rangliste.

* Rune Glifberg er nummer 29 og Viktor Solmunde nummer 30 på ranglisten, men rykker op som henholdsvis nummer 19 og 20, når der tages højde for, at et land maksimalt kan stille med tre deltagere. Det går ud over USA, Brasilien og Australien, der har henholdsvis ni, seks og fire atleter foran den danske duo.

Kilde: Worldskate.org.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu