Ida Karstoft sejrer og klarer EM-krav i flot comeback
Ida Karstoft sejrede i sit comeback i Florida. (Arkivfoto). Foto: Andrej Isakovic/Ritzau Scanpix
Efter halvandet års konkurrencepause fik Ida Karstoft comeback med en sejr på 200 meter i Florida.
Den danske sprinter Ida Karstoft leverede fredag aften en fornemt comeback, da hun efter halvandet års stævnepause vandt Florida Relays i byen Gainesville og samtidig klarede EM-kravet på 200 meter.
Det oplyser Dansk Atletik i en pressemeddelelse.
Den danske EM-bronzevinder sejrede på favoritdistancen 200 meter i tiden 22,94 sekunder og klarede dermed EM-kravet på 23 sekunder i første forsøg efter 568 dages konkurrencepause.
Den 28-årige sprinter fra Østerbro-klubben Sparta havde sin seneste start i Zürich 8. september 2022, men har siden været sat ud af spillet grundet skader.
- Det har været en lang og svær periode, og vi vidste ikke rigtig, hvor Ida stod formmæssigt, siger Karstofts træner, Michael Jørgensen.
- Hendes styrke ligger normalt i sidste del af løbet, men her virkede hun i dag faktisk lidt rusten, hvilket dog kun er naturligt efter så lang en pause. Det sidste skal dog nok komme i de næste løb.
Karstoft sejrede fredag foran amerikaneren Jessika Gabi og Zoe Sherar fra Canada, der løb i henholdsvis 23,0 og 23,02 sekunder.
Med fredagens kvalifikation kom Karstoft et vigtigt skridt nærmere OL i Paris. Her lyder det direkte kvalifikationskrav på 22,57 sekunder, men tilstrækkeligt med ranglistepoint kan i sidste ende også give en billet til legene.
Kvindernes 200 meter har været på det olympiske program siden London 1948, men ingen dansker har endnu formået at kvalificere sig.
EM i Rom finder sted 7. til 12. juni, mens atletikkonkurrencerne ved OL i Paris begynder den 1. august.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet