Identiteten er genskabt og nu skal Lasse Møller finde sin plads på ny

Da Lasse Møller ikke kunne betræde håndboldbanen, brugte han sin tid på blandt andet at læse om filosofi, økonomi og alt derimellem. Men der er også plads til tung skønlitteratur i den 26-årige fynbos liv. Ifølge hans klub har han to yndlingsforfattere: Fjodor Dostojevskij og George Orwell. Foto: Frank Molter/Ritzau Scanpix

Han har aldrig opgivet håndbolden, men efter en lang skadespause er Lasse Møller lige nu midt i en proces, hvor han skal genfinde sig selv som håndboldspiller.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lasse Møller føler sig som håndboldspiller igen.

Det kan lyde mærkeligt. For håndboldspiller har han hele tiden været. Men mere end halvandet års skadeshelvede har i perioder fået ham på andre tanker.

- Håndbolden har indimellem føltes som værende så ufatteligt langt væk, at jeg ikke kunne se den.

I juni gjorde han comeback i Flensburg-Handewitt, og i september fik han et uventet opkald fra landstræner Nikolaj Jacobsen, der gerne ville se ham igen.

- Det er lidt surrealistisk, må jeg sige.

Lasse Møller brød igennem lydmuren, da han spillede hos GOG. Han scorede mål på samlebånd, og eksperterne var fulde af lovord.

Det lød, som om landsholdet var fremtidssikret på venstre back, hvis nu Mikkel Hansen gik på pension.

En ledbåndsskade i 2018 betød dog, at Lasse Møller ikke kom med til VM i 2019. Men han kom tilbage og fortsatte sin fremmarch i den gule GOG-trøje.

Præstationerne gav ham en kontrakt i Flensburg-Handewitt midtvejs i 2020, men det ophold har mildest talt ikke været nogen dans på roser.

Først blev han ramt af en skade i håndleddet og måtte senere igennem to operationer i knæet. Af den grund havde han kun spillet fem kampe i sin tyske klub, inden han i sommer gjorde comeback.

Livet uden håndbold kastede Lasse Møller ud i en mindre krise.

- Det er lidt som at blive fyret fra sit arbejde, tror jeg. Man mister en del af sin identitet. Jeg havde svært ved at tænde for en håndboldkamp i fjernsynet.

- Det har ellers altid været fast inventar i mit fjernsyn, udbryder Møller, som om han er forbavset over, at det kom så vidt.

For at lede tankerne væk fra afsavnet begyndte han blandt andet at læse bunker af bøger om alt lige fra filosofi til økonomi. Samtidig knoklede han for et comeback, for karrierestop var aldrig en mulighed.

- Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg skulle tilbage. På et tidspunkt var jeg meget langt fra det, men det har hele tiden været målet. Lige nu tager jeg en dag ad gangen, for det er en meget stor mental opgave.

Den mentale opgave består blandt andet i at finde sin rolle på et hold igen. På banen og i omklædningsrummet. Næsten som at starte forfra.

- Det er en sindssygt spændende proces. Jeg har altid spillet håndbold med mine bedste venner, så det har aldrig været et problem at være på et hold. Men fordi jeg har været væk så længe, skal jeg virkelig finde ud af, hvor jeg passer ind.

På landsholdet, hvor Møller senest spillede en kamp i 2019, er flere af holdkammeraterne nogle af hans bedste venner, og det at være i truppen i denne uge er uvurderligt.

- Det har været en af de store motivationsfaktorer, siger Møller, som måske kan komme til sin første slutrunde i januar.

- Vi ved alle, hvor god Lasse kan være, siger landstræner Nikolaj Jacobsen.

- Han har ikke ramt topniveauet endnu, men vi har ham med, så det ikke er helt fremmed for ham, hvis han inden for et par måneder rammer sit gamle niveau, og vi skal bruge ham til VM.

Lasse Møller er 26 år gammel, og han medgiver, at han er gået glip af værdifulde udviklingsår. Men han nægter at have ondt af sig selv.

- Hvis jeg skal gå og tænke på de ting, jeg har misset, så tror jeg bare, jeg mister forstanden. Jeg har, hvad jeg har, og hver morgen vågner jeg og er taknemmelig for det.

- Jeg bliver set på som håndboldspiller igen. Det er fantastisk. Jeg kan godt mærke, at jeg skal stoppe op og suge det ekstra meget til mig. Spilletiden har ikke været enorm, men bare det at være på bænken og snuse til banen har været fedt.

- Jeg er bare sindssygt glad for at være håndboldspiller igen.

/ritzau/

Blå bog: Håndboldspilleren Lasse Møller

Navn: Lasse Kjær Møller.

Alder: 26 (født 11. juni 1996).

Fødeby: Gudme på Sydfyn.

Højde: 199 centimeter.

Position på banen: Venstre back.

Klub: SG Flensburg-Handewitt (kontrakt til sommeren 2023).

Kampe i Bundesligaen: 13 siden sommeren 2020.

Tidligere klubber: GOG (indtil 2020).

Landskampe for Danmark: 10.

Største meritter: Dansk vicemester i 2019 og 2020 med GOG. Sølvmedalje ved U21-EM i 2017 og kåret som turneringens spiller.

Kilde: SG Flensburg-Handewitt.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu