Idrætsformand hylder den afdøde bokselegende Tom Bogs
Tom Bogs ses her i en kamp om VM-titlen mod argentineren Carlos Monzon i Idrætsparken i København i 1972. Danskeren tabte kampen. (Arkivfoto). Foto: Allan Moe/Ritzau Scanpix
Hans Natorp fremhæver Tom Bogs for sin vilje og en boksestil, der begejstrede store dele af befolkningen.
Den tidligere bokser og europamester Tom Bogs bliver onsdag hyldet for sine evner og bedrifter i bokseringen.
Formand for Danmarks Idrætsforbund (DIF), Hans Natorp, kalder Bogs for et af de helt store navne i dansk idrætshistorie, efter at det onsdag kom frem, at Bogs døde 22. december i en alder af 79 år.
- Tom Bogs var en udholdende fighter, der med sin vilje og sin boksestil opnåede stor popularitet i befolkningen, siger Hans Natorp i en pressemeddelelse fra DIF.
- I DIF er vi stolte over, at han repræsenterede Danmark ved de olympiske lege, og vi vil mindes en stor idrætsmand med så bemærkelsesværdige resultater, at han i 2002 blev optaget i Sportens Hall of Fame.
Tom Bogs repræsenterede Danmark ved OL i 1964 og nåede kvartfinalen.
Efterfølgende blev han professionel. Han blev både europamester i letsværvægt og mellemvægt.
I 1972 kæmpede han i Københavns Idrætspark mod argentineren Carlos Monzon om VM-titlen. Danskeren måtte se sig besejret efter fem omgange. Undervejs var han flere gange i kanvassen.
For to år siden var Tom Bogs blandt de 125 nominerede til "Den største af de største danske sportsnavne" i anledning af DIF's 125 års jubilæum. Konkurrencen blev vundet af Michael Laudrup.
- Tom Bogs skrev historie inden for sin sport, og hans præstationer vil blive husket mange år fremover. Lige nu går vores tanker dog til hans efterladte, som har mistet et kært familiemedlem, siger Hans Natorp
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned