Onsdagens 11. etape af Vuelta a España bød på den første afslutning opad et bjerg i årets udgave af det store spanske cykelløb. Her viste Igor Anton fra Euskaltel sig stærkest op til målet i Andorra.
Med etapesejren overtog spanieren også løbets røde førertrøje, og det var egentlig ganske overraskende efter det, der skete på etapen.
For blandt favoritterne så det nederst på det sidste bjerg ud til, at Igor Anton havde det meget svært. Inden etapen lå han toer i den samlede stilling efter landsmanden Joaquin Rodriguez, men Igor Anton hang til at begynde med blandt de sidste.
Det viste sig dog at være et godt røgslør, for da favoritterne rørte på sig på de sidste og afgørende kilometer, var Igor Anton flyvende, mens Joaquin Rodriguez gik helt ned.
Heller ikke italieneren Vincenzo Nibali, der lå treer samlet inden etapen, kunne følge med Igor Anton, som også tidligere i løbet havde løbets førertrøje. Igor Anton er nu 45 sekunder foran Nibali i den samlede stilling.
Joaquin Rodriguez røg ned på en samlet fjerdeplads med 1,17 minutter op til sin førende landsmand.
Team Saxo Banks klassementhåb, Fränk Schleck, kunne nok engang ikke følge med de bedste i bjergene. Han var som sekser på etapen 23 sekunder efter Igor Anton, og samlet er Schleck nier med 2,30 minutter op til spanieren.
Det var Antons anden etapesejr i løbet, da han også sejrede på 4. etape.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde