Ikast slår bundprop og sikrer andenplads i grundspillet
Ikast Håndbold og cheftræner Kasper Christensen sikrede sig med sejren onsdag aften andenpladsen i Kvindeligaens grundspil. (Arkivfoto). Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Ikast har inden sidste spillerunde to point ned til Odense Håndbold og er bedre indbyrdes end fynboerne.
Ikast Håndbold skruede i anden halvleg bissen på og besejrede på udebane bundproppen Ajax København med 32-17 i den næstsidste spillerunde i Kvindeligaen.
Ajax fulgte ellers fint med i løbet af første halvleg, hvor holdet også var foran i kampens indledning.
Med sejren sikrer Ikast sig andenpladsen i Kvindeligaen inden sidste runde. Holdet har to point ned til Odense Håndbold og har vundet begge indbyrdes opgør i sæsonen mod fynboerne.
Nederlaget er nummer 25 i 25 kampe for Ajax. Holdet ligger suverænt nummer sjok i ligaen med nul point, og det blev for flere runder siden en kendsgerning, at københavnerklubben tager den direkte vej ned i den næstbedste række.
I opgøret onsdag aften var første halvleg en jævnbyrdig affære.
I slutningen af første halvleg trak jyderne dog en smule fra og var ved pausen foran 14-10.
I anden halvleg blev det tydeligt, at det var en kamp mellem top og bund, og der var aldrig for alvor spænding om udfaldet.
Som anden halvleg skred frem, blev Ikast-føringen kun større og større mod de hårdt kæmpende københavnere.
Landsholdsspilleren Simone Petersen blev gæsternes topscorer med syv mål.
Alle holdene i Kvindeligaen var onsdag aften i kamp i den næstsidste spillerunde, hvor det blev til storsejre til de øvrige tophold.
Ligaens tredjeplads, Odense Håndbold, vandt knusende 40-26 på udebane mod Sønderjyske, der i seneste runde havde sikret sig en plads i slutspillet.
Team Esbjerg leverede også en suveræn indsats og vandt med hele 39-22 hjemme over Silkeborg-Voel.
Esbjerg har vundet alle 25 ligakampe og har dermed mulighed for i sidste runde at fuldføre en perfekt grundspilssæson.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde