Iker Casillas vender tilbage til Real Madrid i ny rolle

Iker Casillas færdiggjorde sin aktive karriere i den portugisiske storklub FC Porto (Arkivfoto). Foto: Eric Gaillard/Reuters

Real Madrid-legenden Iker Casillas vender tilbage til klubben og bliver en del af dens sociale projekter.

Offentliggjort Sidst opdateret

En af de helt store personligheder i Real Madrids historie, målmandsikonet Iker Casillas, vender tilbage til den spanske storklub.

Det meddeler Real Madrid tirsdag på sin hjemmeside.

Casillas bliver vicedirektør i den såkaldte Real Madrid Foundation, der er klubbens afdeling for forskellige sociale projekter over hele verden.

- Iker Casillas er en Real Madrid-legende, der repræsenterer klubbens værdier og er den bedste målmand i vores historie, skriver klubben.

Det fremgår ikke mere præcist, hvad Casillas' rolle bliver i klubben.

Den 39-årige spanier var i årevis en central del Real Madrids mandskab, og han nåede i alt at vinde 19 titler med klubben. Det blev blandt andet til tre Champions League-pokaler og fem spanske mesterskaber.

- Jeg er stolt over at vende hjem. Jeg går ind til udfordringen med så meget entusiasme som muligt. Tak for velkomsten, skriver Casillas på Twitter.

Han spillede for Real Madrid fra 1999 til 2015, inden han skiftede til den portugisiske storklub FC Porto. Her færdiggjorde han sin aktive karriere.

I maj 2019 faldt han om med hjerteproblemer under en træning, og selv om han genoptog træningen og gennemgik test, kom han aldrig i kamp igen.