Ikke godt nok - skidt slutspilsstart for NFH

Moa Högdahl kunne have reduceret til 30-29 kort før tid, men brændte den store chance. Foto: Thomas Lærke Jensen

Jagten på en DM-semifinale bliver hård for NFH, hvis ikke niveauet hæves.

Offentliggjort Sidst opdateret

FREDERIKSBERG, FOLKETIDENDE: NFH fik den værst tænkelige start på DM-slutspillet, da de onsdag aften mødte København i Frederiksberg-Hallen.

Før opgøret var NFH et point foran København, men sådan forholder det sig ikke længere.

Gæsterne startede ellers glimrende og havde et par tremålsføringer i de første minutter, hvor spillet kørte ganske udmærket.

Men foran 8-6 gik klappen ned for NFH, der i den næste periode gik totalt i sort krydret med et par dommerkendelser eller tre der ikke gik gæsternes vej.

Stine Eiberg havde muligheden for at køre det til 9-6, men brændte på den kommende NFH-keeper Anne Christine Bossen i København-målet og så rullede lavinen ellers med en kaskade af fejl.

Pludselig fik København momentum og satte den ene scoring ind efter den anden og kunne bringe sig foran 15-9 inden NFH-træner Jakob Larsen måtte tage sin anden timeout.

Da havde han forsøgt sig med syv mod seksspil som ikke fungerede, og alt for meget af NFH's angrebsspil havnede hos de to udsmidere i Københavns midterblok Pernille Brandenborg og Tabea Schmid.

Ikke ret meget lykkedes for NFH, der halsede efter frem mod pausen, og kunne konstatere at der efter 30 minutters spil stod 18-12 til værterne på måltavlen efter et sidste kvarter af første halvleg, som NFH tabte med 12-4.

Det blev ikke bedre i de første minutter efter pausen. Snarere tværtimod.

Angrebsspillet var af så ringe kvalitet, at København ikke havde nogen som helst problemer med at trevle det op og score et hav af kontramål.

Der kom et lille livstegn nogle minutter efter pausen, da NFH scorede fire mål i træk, og kom op og var bagud med 22-18. Men Bo Spellerberg på Københavns trænerbænk øjnede faren og tog en timeout.

Med tre mål i træk af København var det comeback, der var under opsejling effektivt forpurret.

Hjemmeholdet gik dog en smule i stå i slutningen af opgøret ved stillingen 30-25, og var tæt på at sætte sejren over styr, men tættere på end 30-28 kom NFH ikke. Moa Högdahl kunne have gjort det til 30-29 med ti sekunder tilbage, men brændte i helt fri position på den kommende NFH-keeper Anne Christine Bossen.

Der skal mere til for at vinde kampe i slutspillet. Det NFH leverede på Frederiksberg var langt fra godt nok, og de gulblusede måtte tage hjem med et nederlag på

NFH skal i aktion igen på næste torsdag hjemme i Spar Nord Boxen mod Horsens.