Ikke råd til flere fejltrin

Kristian Lund Vukman (th) skal finde storspillet frem igen, hvis Team Sydhavsøerne skal have en sejr mod HEI. Foto: Ingrid Riis

Team Sydhavsøerne på frygtet udebane i Aarhus-forstad.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO - Vinder vi ikke over HEI, så kommer vi ikke i top-3, og så må vi sætte os andre mål for resten af sæsonen.

Så klart ridser Team Sydhavsøernes assisterende træner Nick Szwiec situationen op før morgendagens udekamp i Aarhus-forstaden Skæring mod HEI Skæring.

Det er de seneste to kampe, der begge er endt 25-24 til modstanderne, der har gjort ondt på Team Sydhavsøerne, der samtidig har kunnet se konkurrenterne i toppen skrabe masser af point sammen.

TSØ har ikke leveret

- Resultaterne har bestemt ikke været med os, men vi kan ikke tillade os at pege fingre af andre, når vi ikke selv har leveret det, vi burde, kommer det ærligt fra Nick Szwiec.

Selv om HEI kæmper for livet i bunden af rækken og er i fare for at ryge direkte ned i 2. division, er det langt fra en ønskemodstander for Team Sydhavsøerne, der har dårlige minder fra det sidste møde med aarhusianerne.

Sidste år tabte lollikkerne nemlig med de lident flatterende cifre 15-21 i den lille skolehal i Skæring, hvor der maksimalt kan presses 300 tilskuere ind.

- Det er bare et frygtligt sted at spille med en fortættet atmosfære, hvor HEI-spillerne virkelig føler sig på hjemmebane, og de vil gøre alt for at få os ned med nakken, siger Nick Szwiec, der dog har en tro på, at Team Sydhavsøerne over 60 minutter er et bedre mandskab.

Skal have en fordel

- Det bør og skal vi være.

Ingen tvivl om det, men jeg er lidt usikker på, hvor vi står rent mentalt efter de to seneste nederlag. Spillerne kan jo også godt læse tabellen og se, at vi er kommet for langt bagefter, og hvordan reagerer de på det, spørger Nick Szwiec.

Han har igennem hele ugen frygtet at skulle undvære keeper Nicolaj Frejlev på grund af familieforøgelse, da hans hustru havde termin netop i morgen, men i torsdags nedkom hun med parrets andet barn, så farmand Frejlev er med i bussen til den jyske hovedstad.

Morgendagens modstander er et rendyrket amatørhold, der trænes af rutinerede Ryan Zinglersen, og de har deres største profil i skytten Nicolaj Schytt Nielsen, der har nettet 121 gange i sæsonen indtil videre.

De overraskede senest på udebane mod topholdet Skive ved at få uafgjort 29-29 - endda uden Nicolaj Schytt Nielsen - og har også som det eneste hold taget point fra TMS Ringsted på udebane.

Der er kampstart søndag klokken 18:00, og Radio SydhavsØerne sender direkte fra opgøret.