Ilden i topkampen er blusset op igen

Team Sydhavsøerne - her med Jonas Corneliussen i aktion - er storfavoritter i aften mod Roskilde. Foto: Ingrid Riis

Team Sydhavsøerne er storfavorit i torsdag aftens hjemmekamp mod bundholdet Roskilde.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO Da Team Sydhavsøerne forrige lørdag tabte med et enkelt mål hjemme til HC Midtjylland, troede de fleste - inklusive Team Sydhavsøerne selv - at man var ude af kampen om at komme i betragtning til tredjepladsen og kval-kampe til Håndboldligaen.

Men sidste rundes resultater var som sendt fra himlen for Team Sydhavsøerne, der samtidig vandt deres kamp mod HEI, og mandag aften blev runden fuldent med et Skovbakken-nederlag til HC Midtjylland.

Således har Sydhavsøerne nu kun to point op til Skovbakken og Otterup på tredje- og fjerdepladsen, mens TMS Ringsted og HC Midtjylland er stukket af på de to første pladser.

Der er derfor absolut ikke råd til nogen svinkeærinder og slet ikke i aften, når rækkens agterlanterne Roskilde kommer på besøg.

Roskildenserne, der blot har vundet tre kampe, leverede dog en sensation i lørdags, da de slog Skive på hjemmebane, og det var måske lige det resultat, der skulle til, for at Team Sydhavsøerne ikke tager for let på opgaven.

Wake-up call

- Det var ganske udmærket timing, for det giver da vores spillere et wake-up call, og vi må ikke undervurdere dem. Men omvendt skal vi ikke have alt for stor respekt for dem, så kampen bliver på deres præmisser, siger Team Sydhavsøernes assisterende træner Nick Szwiec, og understreger:

- Vi skal virkelig ind og sætte os på kampen og styre spillet i vores tempo, så Roskilde ikke få afviklet kampen i deres tempo. Det havde de held med mod Skive, der blev lullet fuldstændig i søvn, og det må for alt i verden ikke ske med os.

Nick Szwiec har naturligvis bemærket, at resultaterne har maget sig gunstigt for Team Sydhavsøerne.

Gave skal udnyttes

- Det var lidt af en gave, som ingen kunne forudse, og den har vi naturligvis tænkt os at udnytte, lyder det fra Nick Szwiec, der håber på, at stor opbakning i Maribo-Hallen i aften kan være med til at gøre livet surt for Roskilde.

Holdet fra den sjællandske domkirkeby har haft det svært som oprykker, og det var heller ikke efter planen, at man skulle spille 1. division i denne sæson.

- Det var et år for tidligt i forhold til vores målsætning, men nu er vi her og har lært ekstremt meget allerede, selv om vi godt er klar over, at vi sandsynligvis rykker ned igen, siger Roskilde-træner Rasmus Svane.

Forventer ikke noget

- Og kampen i Maribo er da heller ikke en af de kampe, vi har sat kryds ud for, før sæsonen gik i gang. Vi ved godt, at det bliver uhyggelig svært dernede, men selvfølgelig vil vi spille vores chance og se, hvad det rækker til, siger træneren, der har fået sin topscorer Rasmus Hansen klar til anden halvsæson, efter at han blev skadet helt tilbage i sæsonpremieren mod FIF.

- Det betyder meget, at vi har Rasmus med igen. Det gør, at andre spillere som Malte Skytte også bliver farligere, vurderer Rasmus Svane, der ikke har nævneværdige skader.

Hos Team Sydhavsøerne er veterankeeper Peter Nørklit med på bænken igen, i stedet for en skadet Nicolai Neupart.

Der er kampstart i Maribo-Hallen kl. 20:00.