Ildsjæl fra Guldborg kåret til Årets Fodboldleder

Foto: Arkivfoto. Jan Knudsen

Klapsalverne bragede da Maibritt Mathiasen fra Guldborg blev hædret i Odense.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lørdagens repræsentantskabsmøde i Dansk Boldspil Union på Hotel Radisson Blu i Odense blev begivenhedsrigt: Fodboldunionen fik ny formand, nu afdøde landstræner Richard Møller Nielsen blev optaget i Hall of Fame og så blev en ildsjæl fra Guldborg hædret med en flot pris.

Guldborgland Idrætsforenings formand siden 1990, Maibritt Mathiasen, blev under store klapsalver kåret til Årets Fodboldleder 2013 i dansk fodbold.

- Jeg har faktisk ikke helt forstået det endnu. Jeg plejer ikke at blive mundlam, men det må jeg indrømme, jeg er lige nu, sagde en tydeligt rørt Maibritt Mathiasen, da hun modtog prisen af DBU´s afgåede formand Allan Hansen.

Som årets danske fodboldleder er Maibritt Mathiasen samtidig med i kampen om at modtage UEFA’s pris som Best Grassroots Leader.

Læs meget mere om vejen til den flotte hæder, det store arrangement og kommentarer fra Maibritt Mathiasen i mandagens udgave af Folketidende.