Med en samlet femteplads i Vuelta a España og store sejre på cv'et har Mattias Skjelmose for længst demonstreret, at han kan køre om kap med verdens bedste cykelryttere.
Alligevel er den 24-årige amagerkaner ydmyg over, at han for første gang er udnævnt til kaptajn for det danske VM-hold, der på søndag jagter succes i VM's landevejsløb.
Prominente navne som eks-verdensmester Mads Pedersen, Flandern Rundt-triumfator Kasper Asgreen og den nifoldige grand tour-etapevinder Magnus Cort vil gøre deres yderste for at hjælpe til.
Det samme vil den mangeårige VM-kaptajn Jakob Fuglsang, som Skjelmose ikke tøver med at kalde et af sine idoler.
- Selvfølgelig har jeg set op til ham. Han har vundet Liège-Bastogne-Liège og Lombardiet Rundt. Han har vundet Critérium du Dauphiné to gange. Han har vundet OL-sølv, opremser Skjelmose.
- Han er bare en klasserytter. Det er stort for mig, men det er da også mærkeligt, at en mand, der var med i de Tour de France, jeg sad og så, da jeg var barn, nu skal hjælpe mig med at præstere.
Jakob Fuglsang ryster på hovedet, da han hører om den 15 år yngre landsmands beundring.
- Okay. Det har han ikke sagt til mig, siger superveteranen med et grin.
Selv har han for længst affundet sig med, at han ikke længere er den feterede resultatjæger, han var engang.
I stedet lever han sig ind i sin nye rolle som erfaren bjerghjælper for holdkammerater med fremtiden foran sig.
- Jeg fik selv hjælp af Jens Voigt (tysk stjernerytter, red.), da jeg var en purung knægt. Han kom og sagde: "Hør her. Sig til, hvis jeg kan hjælpe med noget, for jeg er her for at hjælpe dig".
- I mine øjne er det helt naturligt. Mattias har gjort det rigtig godt. Han kørte en flot Vuelta og virker til at være i storform, så det er er helt normalt. At jeg så er meget ældre end ham, det er, hvad det er, siger Jakob Fuglsang.
At Skjelmose skulle være en dansk spydspids ved dette VM, har stået klart længe. I hvert fald siden Jonas Vingegaard meddelte, at han havde afsluttet sæsonen og derfor ikke stod til rådighed.
Med 4500 højdemeter fordelt på godt et par håndfulde halvhårde stigninger passer ruten til en mand med Skjelmoses kvaliteter.
Nu skal han bare vænne sig til at være kaptajn for et stærkt besat landshold, hvor seks af de syv holdkammerater er ældre og mere erfarne end han selv.
- Jeg har tænkt over det, siger Skjelmose.
- Det kan være svært at sige til så store navne, at de skal køre for mig. Jeg skal prøve at få dem til at forstå, at jeg vil gøre alt, og at det hele handler om Danmark.
- At jeg er kaptajn, behøver heller ikke at betyde, at det er mig, der skal tage beslutningerne. En mand som Fuglsang har prøvet langt mere end mig, og jeg skal lytte til, hvad han siger, fastslår Mattias Skjelmose.
Umiddelbart behøver han næppe at frygte for holdkammeraternes loyalitet. Selv om de alle drømmer om at blive verdensmester, er ruten givetvis for hård til at det er realistisk i denne omgang.
Mads Pedersen ser sig selv som tæt på chanceløs.
- Den er uden tvivl for hård til mig. Jeg så allerede ruten sidste år og har hele tiden sagt, at hvis alt flasker sig, kan jeg måske klemme mig i top-10 på yderste mandat. Jeg har ingen chance for at vinde, siger han.
Som altid bliver VM's landevejsløb også en udholdenhedsprøve. Hele 273,9 kilometer skal rytterne trampe sig igennem. Rundstrækningen i Zürich indeholder Witikon-stigningen på 1,9 kilometer, som skal forceres syv gange.
- Efter at have kørt omgangen synes jeg faktisk, at løbet tegner til at blive hårdere, end jeg havde regnet med, siger Skjelmose.
/ritzau/
Otte ryttere jagter VM-succes til Danmark
Tidligere på ugen blev Kasper Asgreen efterudtaget til VM's landevejsløb som erstatning for en skadet Andreas Kron. Danmark stiller med otte ryttere til søndagens løb, der har mål i Zürich:
* Mattias Skjelmose, 24 år. (Lidl-Trek):
Er udnævnt til dansk kaptajn på den meget kuperede rute. Blev samlet femmer i Vuelta a España, men måtte senest udgå af Tour de Luxembourg efter et styrt.
* Mads Pedersen, 28 år. (Lidl-Trek):
Målt på antallet af sejre, 12 styk, har han haft karrierens hidtil bedste sæson. Den tidligere verdensmester regner dog ikke sig selv som et medaljebud i denne omgang.
* Michael Valgren, 32 år. (EF):
Er tilbage på VM-holdet efter sit karrieretruende uheld for to år siden. Vandt bronze i 2021 og er i sine fire seneste VM-deltagelser ikke sluttet dårligere end nummer 11. En andenplads på en etape i Giro d'Italia-etape er sæsonens bedste resultat.
* Magnus Cort, 31 år. (Uno-X):
Er noteret for fire sejre i sin første sæson på Uno-X. Mangler stadig et stort VM-resultat, men den uberegnelige bornholmer er en mand, konkurrenterne er nødt til at tage alvorligt.
* Mikkel Honoré, 27 år. (EF):
Siden gennembrudssæsonen i 2021 er der blevet mere stille om Honoré, der ikke har vundet i tre år. Er en hårdfør type, der sjældent udgår, og det kuperede landskab i Schweiz passer ham godt.
* Frederik Wandahl, 23 år. (Bora):
Får VM-debut som hjælperytter i sit favoritterræn. Bora-talentet vandt i sommer bronze ved DM og er stærk på stigningerne.
* Jakob Fuglsang, 39 år. (Israel-Premier Tech):
Debuterede ved VM helt tilbage i 2008 og er med for tiende gang. Efter et svagt forår har superveteranen genfundet formen og skal bidrage med sin enorme erfaring og stærke klatreben.
* Kasper Asgreen, 29 år. (Quick-Step):
Har haft en lunken sæson uden sejre og er med på afbud. På sine bedste dage er han dog stadig en toprytter og er med sin store udholdenhed altid brugbar i et langt VM-løb.
/ritzau/
Seneste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Så du det også? Derfor fløj stort amerikansk fly lavt over LF
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Udbrændt: - Pludselig stod den bare i flammer
Guldborgsundlisten har fået ekstra tid i partistøtte-sag
Mest læste artikler
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Ikonisk kro solgt til indisk milliardær
Spor blokeret på motorvej
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel