70 millioner kroner. Så meget rigere blev FC Midtjylland officielt torsdag aften, da klubbens bestyrelse endegyldigt vedtog samarbejdet med den indiske investor Shrinivas V. Dempo.
- Det er en historisk dag for FC Midtjylland og forhåbentlig indledningen på en ny æra. Aftalen gør os i stand til at styrke kontinuiteten på holdet, fordi vi kan fastholde vores egne talenter længere.
- Vi kan intensivere talentudviklingen, og vi kan gå i gang med at internationalisere Akademiet, siger FCM-direktør, Søren Bach, til klubbens hjemmeside.
150 aktionærer var mødt frem i Herning, og de kunne opleve en præsentation af den indiske fodboldklub Dempo, som FCM skal samarbejde med i fremtiden.
Dempo opnår en samlet ejerandel på 34 procent, efter inderne i alt har skudt 89 millioner kroner ind i klubben. Når emissionsomkostninger til blandt andet advokater og revisorer er fratrukket, er der omkring 70 millioner tilbage til FCM.
- Det er nyt, at vi kapitaliserer af vores fodboldfaglighed på den måde. Vi skal blandt andet hjælpe inderne med teknisk support af ungdoms- og seniorspillere, udvekslingsprogrammer for trænere og spillere, forklarer Søren Bach.
Fodboldklubben Dempo er Indiens mest succesrige deltager i de asiatiske klubturneringer, og klubben har vundet fire af de seneste seks I-Leagues, der er Indiens bedste fodboldrække.
Shrinivas V. Dempo, som er formand og administrerende direktør i Dempo, indledte allerede samarbejdet med FCM i foråret, hvor de første forhandlinger og drøftelser vakte stor opsigt.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker