Indskifter redder Dortmunds stjerner mod Braunschweig
Borussia Dortmund holder sig med helt fremme i den tyske Bundesliga med en 2-1-sejr på hjemmebane over oprykkerne fra Braunschweig.
Ingen af Dortmunds mange stjerner leverede varen, og det blev i stedet den stort set ukendte Jonas Hofmann, som sikrede favoritterne den forventede sejr. I slutfasen fik oprykkerne pyntet på resultatet med en scoring.
Braunschweig fik i de første 75 minutter demonstreret, hvordan de har tænkt sig at overleve i Bundesligaen.
Forsvars- og midtbanekæderne var parkeret langt tilbage på banen, og hjemmeholdets mange profiler havde ikke meget plads at spille på.
Dortmund spillede også uden de store idéer, og tempoet var heller ikke oppe i de vanlige omdrejninger.
Det kan til dels forklares med, at der er sket en del ændringer i løbet af sommeren, hvor Mario Götze er skiftet til Bayern München. I stedet skal Henrikh Mkhitaryan og lynhurtige Pierre-Emerick Aubameyang spilles ind på holdet.
Især Mkhitaryan og sidste sæsons topscorer Robert Lewandowski virkede ikke skarpe, når mulighederne bød sig.
Med et kvarter tilbage kom den forløsende scoring for hjemmeholdet, da den netop indskiftede Jonas Hofmann blev spillet fri at Mats Hummels. Fra højrekanten lagde den 21-årige midtbanespiller bolden i mål til 1-0 helt ude ved den fjerne stolpe.
Lidt senere blev Hofmann, der blot har spillet en håndfuld kampe for værterne, nedlagt i straffesparksfeltet, og så kunne ligeledes indskiftede Marco Reus banke Dortmund på 2-0.
Kort før slutfløjt fik Braunschweig reduceret, da Robert Lewandowski uheldigt fik headet bolden i eget mål på et hjørnespark.
Dortmund topper Bundesligaen med seks point og en målscore på 6-1 efter de to første spillerunder.
Mestrene fra Bayern München, Bayer Leverkusen, Mainz og Werder Bremen har ligesom Dortmund maksimumpoint.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker