Infantino genvalgt som Fifa-præsident uden modkandidat

Fifa-præsident Gianni Infantino holdt en tale på kongressen i Paris, hvor han uden modkandidater blev genvalgt for en periode på yderligere fire år. Foto: Franck Fife/Ritzau Scanpix

Det var blot en formalitet, da Gianni Infantino onsdag blev genvalgt som Fifa-præsident for de næste fire år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Gianni Infantino er genvalgt som præsident for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) uden modkandidater.

Det blev besluttet af de 211 medlemslande på Fifas kongres i Paris onsdag formiddag.

Et forslag om at lade Infantino blive genvalgt ved klapsalver blev vedtaget med stemmerne 202-3, og selv om klapsalverne kunne have været mere højlydte, kom valget på plads uden modstand.

Dermed skal 49-årige Infantino være Fifa-præsident i de næste fire år. Han blev første gang valgt til posten i februar 2016.

Han afløste dengang Sepp Blatter, der havde været involveret i en korruptionsskandale. Blatter blev udelukket i seks år.

Blatter måtte forlade præsidentjobbet som følge af anklager om ulovlige pengetransaktioner til den daværende præsident i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), Michel Platini.

Da Infantino overtog styringen i Fifa for lidt over tre år siden, var opgaven primært og i første omgang at få ryddet op i forbundet, der også var ramt af flere andre sager om korruption i den periode.

Den schweiziskfødte advokat holdt onsdag en tale, inden han formelt blev genvalgt, og her roste han udviklingen i Fifa i de seneste år.

- For jer, der elsker mig, og for jer, der hader mig. Jeg elsker alle i dag, siger Infantino.

- Der er ikke længere rum for korruption i Fifa. Aldrig mere, lover han.

- De seneste tre år og fire måneder har selvsagt ikke været perfekte, jeg har absolut begået fejl.

- Jeg har forsøgt at forbedre mig, og i dag er der ingen, som snakker om krise. Ingen snakker om skandaler, ingen snakker om korruption længere, siger Infantino.

49-årige Infantino er af italiensk afstamning og er både schweizisk og italiensk statsborger.

Han er uddannet jurist og fik job i Uefa-systemet i 2000. Siden har han arbejdet sig op i hierarkiet.