Ingen afskedsgave til Jakob Larsen og ni spillere
NFH tabte sæsonens sidste hjemmekamp til København. Foto: Hans Kurt Frederiksen
Hans Kurt Frederiksen
NFH tabte også sæsonens femte slutspilskamp, i et gigantisk målorgie.
NFH-træner Jakob Larsen og ni spillere, der forlader klubben efter denne sæson, fik ikke en sejr i sæsonens sidste hjemmekamp i Spar Nord Boxen, da København var besøg mandag aften.
Det femte slutspilsnederlag af lige så mange mulige blev en kendsgerning, da København vandt en målrig forestilling med 38-37.
Det var gæsterne fra hovedstaden, der havde mest at spille for, da de havde en DM-semifinale som guleroden, mens NFH spillede om kejserens skæg, og om det var derfor, at værterne havde ladt forsvaret blive i omklædningsrummet i første halvleg skal være usagt, men der var i hvert fald intet der fungerede i defensiven, der var hullet som en si.
Tacklinger var der ingen af, og i målet blev de to keepere Cecilie Greve og Catharina Broch kun noteret for en enkelt redning bag et sløjt forsvar.
Scoringer i hobetal
Heldigvis var det en kamp med mange mål i begge ender, så NFH var ikke helt tabt efter de første 30 minutter, hvor København førte med tre scoringer ved stillingen 19-16.
En føring der kun burde have været på et enkelt mål, for Maja Magnussen havde faktisk erobret bolden til en kontramulighed, men smed så bolden væk igen, og så stod den norske fløj og sov i forsvaret i sidste sekund, så Emilie Ytting kunne score til halvlegsresultatet.
NFH havde alle muligheder for at komme tilbage i kampen i starten af anden halvleg, hvor København blev ramt af to udvisninger til Stine Jørgensen og Helene Kindberg, men afbrændere af Sofie Bardrum og Kristina "Mulle" Kristensen gjorde at forskellen stadig var to mål, da begge udskiftninger løb ud.
Forsvaret fik dog en smule bedre fat, selvom det langt fra var prangende, og det gav en periode, hvor NFH med to scoringer i træk kunne udligne til 24-24, inden København-træner Bo Spellerberg måtte tage en timeout efter 11 minutters spil af anden halvleg.
NFH kæmpede sig foran
Moa Högdahl kunne med sit fjerde straffekastmål også gøre det til 25-24 i en periode hvor begge hold spillede syv mod seks i angrebet og NFH flere gange førte med et enkelt mål, men aldrig slået det hullet på to scoringer, de kunne have givet lidt luft.
Cecilie Greve fik dog reddet et par enkelt bolde, og med ti minutter tilbage var det fortsat helt lige ved stillingen 30-30. Igen af forsvarerne kunne dæmme op for modstanderens syv mod seksspil, der genererede mål på samlebånd
Men det blev et par tekniske fejl i slutfasen fra NFH's side, der afgjorde kampen til gæsternes fordel.
Tekniske fejl afgjorde kampen
Først smed Amalie Wulff bolden væk og i sidste angreb kunne Kristina "Mulle" Kristiansen ikke finde Sofie Bardrum på stregen, og så løb det hele ud i sandet for NFH, der leverede hele 37 mål, men det var altså ikke nok til at vinde kampen.
NFH har en enkelt betydningsløs kamp tilbage i slutspillet på fredag, hvor modstanderen er Odense på udebane.
Skulle der være lidt retfærdighed til, så var det også København, der havde brug for sejren. De kan nu selv afgøre om de vil i DM-semifinalen i en direkte duel i Frederiksberg-Hallen mod Horsens.
Seneste artikler
Ulrik passer broen: - Den bedste arbejdsplads, man kan få
Aftenåbent i hedebølgen blev en stor succes
Nysted fik sin klosterhave
Fra Bangkok og Rom til Femø Havn: Ciuk og Finns ø-eventyr begyndte med søsyge
Tynd og ulykkelig: Zira har været væk i 25 dage
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Lynnedslag i landejendom
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder