Det var tidligere GOG-direktør Arne Buch, der sammen med den daværende sportschef gik imod forretningsudvalgets indstilling og ansatte Kasper Nielsen til en årsløn på 2,5 millioner kroner.
Dermed var den mangeårige frontmand i klubben stærkt medvirkende til at sende håndboldklubben GOG i så alvorlige økonomiske problemer, at klubben gik konkurs i slutningen af januar.
Sådan lød konklusionen i TV2-programmet "Lige På og Sport" torsdag aften, hvor flere personer omkring klubben gav deres version af, hvordan det kunne gå så galt for den fynske traditionsklub.
Arne Buch afviste selv at deltage i udsendelsen, som han hævder heller ikke at have set. Men han har fået gengivet indholdet og har ikke de store indvendinger.
- Det lyder ikke helt forkert, hvad der blev sagt i indslaget. Men jeg har ikke så meget at tilføje, for det er min opfattelse, at jo mere man pærer i en lort, jo mere lugter den.
- I det øjeblik, jeg trådte ud af døren, lagde jeg det, der skete bag mig, og derfor har jeg ikke så meget mere at sige om den sag, siger Arne Buch, der nu er ansat hos de tidligere rivaler fra KIF Kolding.
Han afviser dog, at historien kan gentage sig her, ikke mindst fordi han her har helt andre beføjelser, end han havde i GOG.
- Jeg er ansat som kommerciel direktør og arbejder med sponsorer og med forretningsudvikling. Det sportslige har jeg ikke noget at gøre med, siger Arne Buch.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker