Ingen jobgaranti til Real Madrid-træner

Manuel Pellegrini har kontrakt med Real Madrid for det kommende år, men det blæser fortsat i vinden, om han får lov til at fortsætte som træner.

I hvert fald vil direktør Jorge Valdano ikke udstede garantier efter en sæson, hvor Real Madrid har købt spillere for godt 1,5 milliarder kroner, men også tidligt blev slået ud af Champions League og så søndag måtte se Barcelona vinde det spanske mesterskab.

- Klubledelsen sætter sig nu ned for at diskutere, hvilken retning vi skal vælge for næste sæson. I dag (søndag, red.) er ikke det rigtige tidspunkt at træffe beslutninger, siger Jorge Valdano.

Pellegrini har beklaget sig over, at ingen i klubben har bakket ham op. Mens spanske medier tror, at klubben vil have Inters succestræner Jose Mourinho, så afviser Valdano at kommentere på portugiseren, der selv har udtalt, at han på et tidspunkt bliver træner i Real Madrid.

- Den diskussion vil jeg ikke ind i, siger Valdano.

Efter en trofæløs sæson måtte Pellegrini søndag forsvare sig.

- Det er ikke mig selv, der skal evaluere mit arbejde. Jeg har kontrakt for næste sæson også. Hvis jeg bliver spurgt, så mener jeg, at holdets base er god, og det viser resultaterne også, siger han.

Trods sølvmedaljerne formåede Real Madrid at hente hele 96 point, hvilket i andre sæsoner ville have været nok til guldmedaljer.

- Det er ikke let at bygge et nyt hold op med nye spillere og ny træner. Noget af kritikken er fair, andet er ikke.

- Hvis vi er heldige, så vil folk i fremtiden anerkende det, vi har opnået. Så vil de se, at det ikke er let at opnå det, vi har gjort, over for så godt et Barcelona-hold, siger Pellegrini.

/ritzau/

Real Madrids direktør Jorge Valdano vil først udtale sig om træner Manuel Pellegrinis fremtid i klubben efter at have holdt møde med sin bestyrelse.

Offentliggjort Sidst opdateret