Som varslet i løbet af ugen valgte Brøndbys og AGF's tilhængere at demonstrere mod danske klubbers hårde retorik overfor deres fans i kølvandet på skandalekampen i Aalborg sidste søndag.
De to fangrupper droppede simpelthen både kampråb og slagsange i samtlige 90 minutter, hvilket gav en atmosfære som man oplevede den i 80'erne, før der var noget, der hed fanklubber i dansk fodbold.
På Brøndbys sydtribune sad publikum ned på ståpladserne og larmede kun, når spillerne gav dem noget at larme over.
Desværre skete det yderst sjældent i en lidet ophidsende kamp, hvor et næsten frygtsomt hjemmehold kun sjældent magtede at udfordre de kløgtige aarhusianere.
Til gæsternes uheld har de store skadesproblemer i offensiven, og selv om både Aron Johansson og Davit Skhirtladze arbejdede hårdt, var AGF-angrebet uden gennemslagskraft i et opgør, hvor aarhusianerne ellers var bedst.
Brøndbys offensiv bestod af sporadiske kontrastød, men Dennis Rommedahl og Simon Makienok Christoffersen kom aldrig ind i kampen.
Mest farlighed udgik fra Nicolaj Agger, der ganske vist var en forvirrende blanding af lys og skygge, men som i sine klareste øjeblikke lavede finurlige ting mod det småtunge AGF-forsvar.
Som da han otte minutter inde i anden halvleg satte Atle Roar Håland af med en fiks vending og skaffede sig selv en friløber, som han dog misbrugte ved at sende bolden i sidenettet.
Søren Berg og Stephan Petersen var konstant udfordrende i den anden ende, og selv om ingen formåede at score, kan AGF tage fra kampen med bevidstheden om, at de i øjeblikket har et bedre organiseret og mere sammenspillet mandskab end Brøndby.
Og mens en larmende tavshed fik betonen på Brøndby Stadion til at runge, gik en noget flad fodboldkamp til ende uden forløsning.
Næsten 15.000 tilskuere kunne kun glæde sig over at have sparet på stemmebåndet igennem 90 minutter, som mange af dem nok snart har glemt.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker