(ingen overskrift)

Mads Carlson (med bolden) er klar til pokalkampen i aften på udebane mod B.93 fra 2. division. Foto: Ingrid Riis

NYKØBING Når Nykøbing FC i aften går på banen på Østerbro Stadion i København til pokalkampen mod B.93, vil der givetvis være en del reserver i startopstillingen.

Men cheftræner og manager Claus Jensen prioriterer turneringen højt, hævder han.

- Vi har et erklæret mål om at nå langt i pokalturneringen. Det er nogle fede fodboldkampe. Det så vi i sidste sæson med Esbjerg og OB.

- Vi har en stærk trup med nogle unge gutter, der vil have godt af nogle minutter, som er væsentlige, og det er blandt andet det, som vi skal bruge denne turnering til, siger Claus Jensen, der forventer nogle udskiftninger i forhold til det mandskab, der fået fire point i de seneste to fodboldkampe i 1. division.

Men hvem, der skal have et hvil på udskiftningsbænken i aften, vil cheftræneren dog ikke ud med.

De spillere, der ikke har spillet så frygtelig meget i sæsonen hidtil, kan dog forvente spilletid. Det drejer sig om Kasper Jensen, Elias Gärtig, Nikolaj Bonde og Kristian Lindberg samt Benjamin Lauridsen og Jacob Blach Nielsen, der dog har fået spilletid på andetholdet i Sjællandsserien i de seneste kampe.

Offentliggjort Sidst opdateret

Slog B.1908 i første runde

NFC spillede sig videre til anden pokalrunde med en stensikker sejr på 4-1 over B.1908 fra Danmarksserien i begyndelsen af august, og ved den lejlighed sad Lars Pleidrup, Mathias Gehrt og Sebastian Koch helt over, mens det blev til indhop for Mikkel Andersen, Mathias Kristensen og Jacob Egeris. Desuden vogtede Morten Bank målet i stedet for Jannich Storch.

- Der vil komme ændringer. Ingen tvivl om det, understreger Claus Jensen, der dog ikke har en forestående kamp 1. division senere på ugen at tage hensyn til, da 1. division ligger stille frem til 10. september på grund af landsholdsaktiviteter.

En fed test

B.93, der vandt 2-1 over HIK i deres første pokalkamp, har fået en lidt dårligere start end forventet i den nye 2. division med kun to sejre i fem kampe. B.93 med den tidligere NFC'er Simon Schulz Christensen, er tippet til at spille med om oprykningen til 1. division og slog da også NFC i en træningskamp med 3-2 tilbage i juli.

- Det er en fed test for os. B.93 er en stærk modstander, som vi har stor respekt for, da de er meget stærke på bolden, men vi går til kampen med den ambition at komme videre til næste runde, fastslår Claus Jensen inden opgøret, der fløjtes i gang klokken 18:30 på Østerbro Stadion.