Ingen ren dansk Masters-finale i mixeddouble

Trods en gevinst i første sæt bliver det ikke en ren dansk finale i mixeddouble ved invitationsturneringen Copenhagen Masters, da Mads Pieler Kolding og Kamilla Rytter tabte til Sudket Prapakamol og Saralee Thoungthongkam fra Thailand i tre sæt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kampen sluttede 14-21, 21-11, 21-11 til den thailandske badmintonduo, og det ærgrer det danske par, der først for nyligt er begyndt at spille sammen.

- Vi har ikke trænet så meget, som vi gerne vil. Vi er et nyt par og skal lige finde hinanden, men det tror jeg også, at jeg kan lære af på sigt, siger Kamilla Rytter.

Det danske par kom ellers hurtigt foran 10-3 i kampens indledning. Og den føring udbyggede de gennem resten af første sæt, som de lukkede med cifrene 21-14.

Derfra virkede det som en overkommelig opgave for danskerne, men andet sæt var straks mere lige, og de to par fulgtes i begyndelsen. Men så fik thailænderne fat og vandt sættet med 21-11.

Tredje sæt fik samme resultat, og derfor skal de to thailændere møde danske Joachim Fischer og Christinna Pedersen i finalen i mixeddouble.

I herredouble vandt Mads Conrad-Petersen og Rasmus Bonde over Mohd Zakry Abdul Latif og Mohd Fairuzizuan Mohd Tazari fra Malaysia.

Efter et tæt første sæt, der endte 22-20 til danskerne, pådrog Fairuzizuan sig en skade på venstre fod i andet sæt, og derfor udgår parret fra Malaysia.

- Det er aldrig sjovt at vinde sådan midt i en kamp, fordi vi følte, at vi havde styr på det. Jeg ved ikke, om det var en dårlig undskyldning, siger Rasmus Bonde.

Han mener ikke, at den mindre spilletid giver ham og hans makker en fordel i finalen, der bliver en ren dansk affære, da parret skal møde Carsten Mogensen og Mathias Boe, der spillede sig i finalen torsdag.

- Vi har næsten spillet en hel kamp. De sidste point, som vi manglede, gør ikke den store forskel.

- Vi vil gøre vores for at vinde finalen, og jeg tror, at vi har ret gode chancer. Vi har før slået dem til træning, og det tror jeg helt sikkert, vi kan gøre igen, siger Bonde.

/ritzau/