Drømmen om den første Stanley Cup-triumf i klubbens historie brast for Vancouver Canucks med Jannik Hansen på holdet, da NHL-klubben tabte den syvende og afgørende finalekamp mod Boston Bruins med 0-4.
Vancouver vandt ellers grundspillet suverænt og førte også 2-0 i kampe i finaleserien, hvor det imidlertid kun lykkedes at score otte mål i de syv kampe, og det var altså for lidt.
Hjemmeholdet led allerede et lille knæk efter et kvarters spil, da Patrice Bergeron scorede for Boston.
I de første seks kampe i finaleserien har det først scorende hold også vundet kampen, og den trend fortsatte altså i syvende kamp.
Boston forsvarede føringen med stor kløgt og disciplin, og dermed var det småt med oplagte chancer for Vancouver, hvis førstekæde med de to svenske Sedin-brødre endnu engang havde det svært.
Forehavendet blev ikke nemmere, da Brad Marchand øgede Bostons føring med en smart snurretur rundt om målet, og da Bergeron endnu engang nettede - endda i undertal - kort før anden periodes udløb.
Jannik Hansen spillede undervejs i kampen med i både anden- og tredjekæden, inden han i sidste periode blev sat sammen med Sedin-tvillingerne i førstekæden i et forsøg på at ændre slagets gang.
Det lykkedes ikke rigtigt, og i stedet pådrog danskeren sig en udvisning midtvejs i perioden, da han lod sine frustrationer gå ud over en modstander.
Og med sit andet mål i kampen slukkede Brad Marchand definitivt lyset i Rogers Arena i Vancouver tre minutter før tid.
Med nederlaget har Vancouver tabt alle sine tre Stanley Cup-finaler indtil videre. For Boston var det den sjette titel i klubhistorien, men den første siden 1972.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned