Iniesta bliver skadet i sen Barcelona-sejr
Andrés Iniesta måtte tidligt forlade banen med en knæskade. Foto: AP/Manu Fernandez
AP/Manu Fernandez
Andrés Iniesta blev båret fra banen med en knæskade, da Barcelona vandt 3-2 ude over Valencia.
Med en straffesparksscoring langt inde i overtiden sikrede Lionel Messi Barcelona tre point mod Valencia, men træner Luis Enrique har grund til bekymring trods 3-2-sejren.
Han måtte nemlig se endnu en nøglespiller blive skadet, da Andrés Iniesta allerede efter 14 minutters spil blev båret ud med noget, der kunne ligne en knæskade.
Så sent som i Champions League-kampen mod Manchester City i onsdags sendte Barcelona både Jordi Alba og Gerard Pique ind i klubbens hastigt voksende lazaret.
Mod Valencia åbnede Lionel Messi scoringen midt i første halvleg, da han sparkede bolden fladt i mål fra kanten af feltet.
Men Valencia kom blæsende ud til anden halvleg og chokerede favoritterne med to hurtige scoringer.
Munir El Haddadi, som Valencia har lejet i netop Barcelona, udlignede ved at tordne bolden i nettet, og kort efter bragte Rodrigo hjemmeholdet i front, da han udnyttede en smart pasning fra Nani.
Luis Suarez fik udlignet efter en god time, og længe så det ud til, at holdene skulle dele point, men dybt inde i overtiden blev Suárez nedlagt i feltet, og Barcelona blev tilkendt et straffespark.
Valencia-træner Cesare Prandelli smed en vandflaske i græsset i ærgrelse, og Messi slukkede lyset for hjemmeholdet med sin scoring fra pletten.
Barcelona rykker op på rækkens førsteplads med sejren med 19 point for ni kampe. Det er et mere end Atlético Madrid og Real Madrid, men de to hovedstadsklubber har spillet én kamp færre.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde