Inter åbner titelforsvar med rungende hjemmebanesejr

Arturo Vidal (tv.) både scorede og assisterede efter sit indhop i Inters sejr over Genoa. Foto: Daniele Mascolo/Reuters

Genoa fik én på hatten, da klubben lørdag gæstede San Siro i Serie A-sæsonens første kamp.

Offentliggjort Sidst opdateret

Inter har i løbet af sommeren sagt farvel til sidste sæsons store målsluger Romelu Lukaku, men der var ingen problemer med at få bolden i kassen, da holdet lørdag åbnede den nye sæson.

De forsvarende italienske mestre snuppede således en overbevisende 4-0-sejr over Genoa hjemme på San Siro.

Foruden Romelu Lukaku har Inter sagt farvel til profilen Achraf Hakimi, mens Christian Eriksen formentlig ikke kommer til at spille mere i klubben, medmindre han får fjernet den pacemaker, han fik indopereret efter sit kollaps under EM.

Derfor var resultatet opløftende, og det samme var måden, sejren kom i hus. Inter havde nemlig et markant greb i kampen hjemme på San Siro, og Genoa havde mere end svært ved at sætte noget sammen frem ad banen.

Gæsterne fik en kold spand vand i hovedet, inden de nåede at se sig om.

I sjette minut steg Milan Skriniar overbevisende til vejrs i feltet efter et hjørnespark og pandede kuglen i netmaskerne til 1-0.

Føringen blev udbygget bare otte minutter senere, da Inters nye tyrker Hakan Çalhanoglu drev bolden frem på Genoas banehalvdel og trykkede af fra kanten af feltet. Salvatore Sirigu i Genoa-målet smed sig mod venstre, men forgæves.

Efter 68 minutter blev Arturo Vidal med den karakteristiske hanekam sendt på banen, og det skulle vise sig at være en god disposition fra den nye cheftræner, Simone Inzaghi.

Efter 74 minutter trykkede Edin Dzeko af fra distancen, og bolden havnede hos Nicolò Barella, som lagde bolden fladt ind til Vidal, der rettede kuglen i et tomt net.

Med to minutter tilbage af opgøret sendte Vidal et veldrejet indlæg mod bageste stolpe, hvor Edin Dzeko steg op og stangede Inter på 4-0.

Andetsteds fik Sassuolo en god start på sæsonen. Klubben slog Verona med 3-2.