Inter-boss forsvarer beslutning om at bænke Eriksen
Christian Eriksen har endnu ikke erobret en fast plads i startopstillingen hos Inter. Søndag begyndte danskeren også på bænken ude mod Juventus, som vandt kampen 2-0. Foto: Lm/Fabrizio Carabelli / Ipa/Ritzau Scanpix
Lm/Fabrizio Carabelli / Ipa/Ritzau Scanpix
Inter og Christian Eriksen tabte et skridt i kampen om det italienske mesterskab med nederlaget til Juventus.
Christian Eriksen er kun startet inde for Inter i tre ud af otte mulige kampe, siden skiftet fra Tottenham i januar.
I de øvrige fem Inter-kampe er Eriksen kommet ind fra bænken - senest i søndagens 0-2-nederlag ude til Juventus i Serie A.
Her skiftede Inter-træner Antonio Conte først danskeren ind efter 59 minutter ved stillingen 0-1.
Inters administrerende direktør, Giuseppe Marotta, forsvarer Contes beslutning om ikke at lade Eriksen være med i startopstillingen.
- En kamp varer 90 minutter, og målet er at få et positivt resultat, så der er ingen grund til at tage dristige beslutninger fra start.
- Spillere, som kommer ind fra bænken, kan ofte være afgørende. Specielt på dette niveau, siger Marotta ifølge Football Italia.
Eriksen blev dog aldrig afgørende mod Juventus, som scorede til 2-0 efter 67 minutter på et mål af indskiftede Paulo Dybala.
Eriksen er startet inde i en ud af fire Serie A-kampe, mens det er blevet til 90 minutter i begge holdets kampe i Europa League indtil videre.
Kampen i Torino blev spillet uden tilskuere på grund af frygten for coronavirus, der har hærget i Italien på det seneste.
Juventus-sportsdirektør Fabio Paraciti er ærgerlig over situationen, som også koster fodboldklubben tab af indtægter.
- Det hele er meget underligt og sørgeligt. At spille fodbold under disse forhold er synd for fansene og spillerne, siger Paraciti ifølge Sky Sport Italia.
- Vi trænede på det tomme stadion lørdag for at vænne os til situationen, men for at være ærlig tror jeg aldrig, man helt kan vænne sig til det, siger han.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde