Inter: Eriksen har det godt og er i god form
Eriksen blev hyldet på flere forskellige måder, efter at han måtte forlade EM på forfærdelig vis. Blandt andet blev en stor trøje med hans efternavn vist før de danske EM-kampe. Foto: Koen Van Weel/Ritzau Scanpix
Koen Van Weel/Ritzau Scanpix
Christian Eriksen har været forbi Inters træningsanlæg. Det er knapt to måneder siden, at han fik hjertestop.
Inter skriver i en pressemeddelelse på sin hjemmeside, at Christian Eriksen onsdag har været forbi klubbens træningsanlæg.
Han har det godt og er i god form fysisk og mentalt, lyder det.
- Den danske midtbanespiller mødtes med klubbens direktører, træneren, holdkammerater og resten af den tilstedeværende stab.
- Han vil nu følge en plan, som de danske læger i København har lagt. Lægerne vil også være med til at koordinere den helbredsmæssige opfølgning. Inters lægestab vil naturligvis blive informeret om processen, skriver Inter.
Christian Eriksen faldt om og fik hjertestop i Parken i København 12. juni under EM-kampen mod Finland.
Kampen blev afbrudt, mens Eriksen fik førstehjælp. Det lykkedes at genoplive fynboen, som blev fragtet til Rigshospitalet til yderligere undersøgelser.
Herefter blev kampen genoptaget med en finsk 1-0-sejr til følge.
Hjertespecialisterne fandt det efter grundige undersøgelser nødvendigt at indoperere en ICD-enhed, der er en avanceret pacemaker.
Spørgsmålet er, hvad det betyder for Eriksens karriere, da der i Italien er skrappere krav end andre steder til sportsudøvere med hjertesygdomme.
Ifølge italienske protokoller kan man ikke umiddelbart blive godkendt som sportsudøver, hvis man har fået indopereret en pacemaker, som er tilfældet med Eriksen.
I protokollen Cocis 2017, som lægerne i Italien bruger til at vurdere, om der kan gives tilladelse til at dyrke sport ved hjertesygdomme, står det beskrevet, at der ikke kan gives tilladelse til at dyrke sport, hvis man har indopereret en ICD-enhed, når der er tale om en sport med risiko for traumer.
Meddelelsen fra Inter melder intet om, hvorvidt planen er, at Eriksen skal fortsætte karrieren, og om det i så fald ske foregå i Inter.
På Inters hjemmeside ses også et billede af Christian Eriksen. Her er han iført en turkis træningsdragt og en sort kasket.
Mens Eriksen måtte sige farvel til EM-slutrunden, rejste danskerne sig fra den chokerende oplevelse. Landsholdet nåede helt til semifinalen, hvor et nederlag til England satte en stopper for den danske færd.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned